Kochie drager Østpå

Flyttedag

2010-06-13T02:39:00.001-07:00

Fra og med i dag vil jeg ikke skrive mere på denne side.

Jeg er i stedet at finde lige her: http://www.pkoch.dk

Det er der flere gode forklaringer på, og måske de er at læse derovre?

Hvem ved.

Anyway - jeg håber, du flytter med.

Savnes: Supersoaker og barnlige somre. Haves: En sur gammel mand der sveder

2010-06-06T10:44:00.000-07:00

Kors for en overskrift. Men lad os komme til fadet, så alle sommerelskerne kan få lov at hade mig: Jeg _glæder_ mig, til vejret slår om natten til mandag, og regnen begynder at hærge det ganske danske sommerland. Det er ikke fordi, jeg hader sommeren. Det er mere min krop, der hader sommeren. Eller mit kropstermometer om man vil. For det er jo ikke fordi, det har været voldsomt varmt de sidste par dage. Og sandt at sige har jeg svedt mere førhen. Især i de varmeædende telte på Roskilde Festival de sidste to år, jeg har været afsted.

Jeg ved ikke, hvad der er med mig, men jeg har bare haft det alt for varmt de sidste dage. Det er måske fordi, min krop tror, at det stadig er koldt forår. Eller også er det fordi, det er relativt køligt, når jeg trisser på arbejde men mærkbart varmere, når jeg går hjem. Under alle omstændigheder har jeg haft størstedelen af vinduerne i lejligheden åbne. Altså for to måneder siden. Dengang I andre hundefrøs. Da begyndte jeg at lufte kronisk ud. Mine vinduer har ikke været lukket siden slutningen af April, mens jeg har været hjemme forstås. Jeg er jo ikke idiot.

Og det er her, Supersoakeren kommer ind i billedet. Det var et vandgevær. Et megasejt vandgevær. Jeg, min bror og naboens unger havde alle grundmodellen, der kunne brugte halvliters sodavandsflasker som patroner, og derfor løb man sjældent tør for vand. Jeg mindes, at det var sommer i marts måned dengang. Det var i hvert fald deromkring, man gerne ville have shorts på. Og det ville man fortsat gerne have til engang i slutningen af oktober. Man småfrøs, men man insisterede på, at det altså var sommer.

I den sidste uge har jeg som sagt haft det så varmt, at jeg har håbet på, at den globale opvarmning ville pisse af og en isvinter ville tage over. Nu. Det er irrationelt ad helvede til. Mest fordi jeg ved, at det hele bliver meget bedre, når først min krop har vænnet sig til det gode sommervejr. Jeg elsker stadig sommeren. Flipfloppere, blomstrede shorts og 100 sodavandsis. De trekantede orangesmagende Sun Lollyer, der dræber ganen med kulde og e-numre. Det er herligt.

Men ikke i juni måned. For med den tidlige sommer kommer der 1000 ekstra myg, som elsker mit blod, som min mor gudhjælpemig engang proklamerede, efter en nat hvor jeg var blevet bidt 30(!) gange. På en nat. Møgkryb. Og se. Det er her, problemet opstår: For jeg elsker virkelig sommeren. Lune, lyse nætter der aldrig ender. Fester udendørs. Forkullede hvidløgsflutes og ispinde i tonsvis. Men behøver det være så satans varmt?

Næste station..

2010-05-30T10:43:00.001-07:00

"Toget standser kun ved tryk på stopknappen."

Den replik er der kun ét menneske i verden, der kan udtale på den perfekte måde. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, men for at holde det på et letforståeligt plan, kalder jeg hende for DSB-damen.

Jeg ved meget lidt om DSB-damen. Jeg har hørt rygter om, at hun er en skuespillerinde, der er relativt kendt i Danmark. Men jeg synes ikke rigtig, at jeg kan se hende for mig, når hun siger velkommen, minder mig om at huske min bagage og gør mig opmærksom på, at jeg under rejsen kan få mere information om alle mulige ting, skulle jeg føle nødvendigheden opstå.

Men det er ikke derfor, jeg sidder her og skriver om hende. Det er slet og ret på grund af stemmen. For der er et eller andet over den stemme, som jeg har meget svært ved at forklare, og derfor gør jeg selvfølgelig et forsøg.

På mit studie har jeg modtaget lidt stemmetræning udi radiospeak. Vi lærer blandt andet at tale opad. Forstået på den måde, at man kun skal tale, som var der et punktum i teksten, når man er nået til hele tekstens slutning. Ikke sætningens slutning. For læser man op, som normale mennesker gør det, vil man udtale det sidste ord i en sætning på en ret så anderledes måde, end man gør, hvis det er det fjerde ord i en tilfældig sætning.

Jeg blev aldrig selv særlig god til det, men jeg har venner fra skolen, der virkelig var dygtige til det. Det var dem, der i fremtiden måske ender som værter på diverse radioprogrammer. Og gør de det, vil de få lytterne til at høre særligt efter, når de fortæller om et givent emne eller rapporterer fra en tilfældig begivenhed.

En af mine yndlingsspeakere er fra P1's orientering. Jeg har glemt hendes navn, men når hun taler om krig, fred slig og fordragelighed, så lytter jeg rigtig godt efter. Hun er rigtig god til at fortælle, og hun gør også noget andet, som vi også er blevet undervist i, og som bringer os smukt tilbage til DSB-damen: De lægger tryk på bestemte ord for at gøre netop de ord særligt interessante.

I DSB-damens tilfælde er det stop-knappen. Retteligt skal det siges, at hun speaker følgende på en given tur: Næste station - Brunsbøge. Toget standser _kun_ ved tryk på stop_knappen_

Tryk på kun og stopknappen. Jeg er altså ikke i tvivl om, at jeg skal lokalisere en knap og trykke på den, hvis jeg vil af på næste, ret så minimalt udseende, trinbræt.

Ej heller er jeg i tvivl om, hvad der står på knappen, som jeg skal trykke på. Det mest triste ved denne smørre er dog, at jeg ikke er i nærheden af at forklare, hvor fantastisk det lyder, når der bliver sagt stop-knap. Ordet ændrer form, når det bliver udtalt i Desiro-toget, der kører mellem Odense og Svendborg.

Det får en form der midt i toget. Det er et ord, man kan tage og føle på. Det er et godt ord. Et oplysende ord der, udtalt af den rette, professionelle stemme, bliver til mere end bare et informativt miskmask af bogstaver. Det bliver noget svært forklarligt, men let genkendeligt: Følelsen man får, når man opdager et godt ord, er i hvert fald velkendt for mig.

Normalt er det ordet i sig selv, der gør mig glad indeni. Applaudere er for eksempel et af mine absolutte yndlingsord. Sammen med akkuratesse. Og klunke. For at det ikke skal være løgn. De ord er fantastiske at udtale, de ligger godt i munden og de lyder godt, når man siger dem.

Det gør stopknappen ikke. Det ord er der bare. Det er ikke andet end et infoord. Et DSB-ord. Men når det ringer ud af højtalerne i toget og bliver udtalt med det smukke knæk af DSB-damen, er det som sød musik i mine ører.

Mærkeligt er det.

Tyggegummi der knaser

2010-05-23T12:33:00.000-07:00

Da jeg var lille, var det lykken, når vi tog til Tyskland. Vi tog afsted med en tom bil og kom hjem igen med favnene fulde af godter, jeg ikke troede, man kunne få andre steder i verden. Dengang betragtede jeg vist mest af alt Tyskland som værende et stort supermarked.

Jeg anede ikke, at de engang var uvenner med store dele af verden grundet et eller andet malerkursus, til gengæld havde de slik. Uanede mænger af slik. Og sodavand. Dengang var jeg ikke interesseret i alkohol eller røgtobak, så det var min mor, der købte billige øl og min far, der hjemkøbte sig små blå dåser med en løve af en art udenpå.

Min mor syntes, at det stank, men jeg kunne nu godt lide det. Det var en tryg duft, der kom derfra.

Men nok om det. Jeg købte jo slik. Dåser med hollandsk, sejt lakrids. CD'æsker med besk vingummi. Chokoladecigaretter - som jeg for det meste åd med papir. Og så var der de rigtig freaky ting: Vingummiburgerne for eksempel. Man kunne få boller, bøffer og grøntsager og så ellers skabe sig sit helt eget freakshow af en sukkerklump, der gav mavepine flere dage efter indtagelse. Det var himmelsk.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg havde været i Fakta. Jeg havde købt en pose chokofanter, og sad og tyggede i dem, mens jeg læste i en af de alt for mange bøger, jeg har hjemme fra det lokale bibliotek. Jeg kom i tanker om, hvor kunstigt det meste slik smager. Og med det meste er det vel alting. Den anden dag så jeg økologiske vingummibamser på mit lokale apotek. Det giver slet ingen mening hos mig, at man kan lave noget så kunstigt ud af 100% økologiske materialer. Og chokofanter smager af sukker med mere sukker. Det er virkelig harskt.

Det det samme med tyggegummi. Ikke det, vi "voksne" spiser på dage, hvor vi er bange for, at vi har dårlig ånde. Næh bobletyggegummi. Det seje snask, man spiste fem eller seks stykker af og blæste bobler så store som ens eget hoved. Det købte jeg for ikke så længe siden og hold da fest et E-nummerchok. Jeg kunne heller ikke blæse særligt store bobler alligevel. Det er absolut ikke som at køre på cykel.

Som i øvrigt er blevet forhekset. (Min cykel altså) For efter jeg skrev om gearets fortræffeligheder, er det selvfølgelig gået i smadder. Men jeg kan selv lave det!

Jeg har fundet en guide på nettet og alt muligt. Det skal nok gå godt. For en knægt fra forstaden, hvis yndlingsværktøj altid har været knibtangen, fordi det var relativt nemt at trække rustne søm ud af store træklodser.

Gear og cykellir

2010-05-16T02:55:00.001-07:00

Jeg har altid været glad for at cykle. Jeg er i elendig form, og jeg tager de fleste bakker i sløvt siddende tempo. Hvis det er helt galt, trækker jeg gerne cyklen. Men jeg er glad for at cykle alligevel. Først og fremmest går det jo ganske hurtigt, specielt ligeud og nedad bakke, men samtidig er jeg vildt fascineret af mekanikken bag en cykel. Ikke at jeg fatter ret meget af den. For det gør jeg ikke.

Hjulet for eksempel. Eller nærmere dækket og slangen. Slangen er sort og ondsindet. Den lugter grufuldt af gummi, og når der er hul på den, kan man gerne spytte på den, der hvor man tror, den er punkteret. Så bobler det lystigt og man kommer til det næste fantastiske projekt: Lapningen. Slangen får lige en skive permanemt plastik på, der bruger noget lim, man skal sørge for ikke få på sine pianistfingre. Uha.

Men min største fascination er at finde i gearene. Jeg har ingen idé om, hvordan gear virker, men jeg ved, at min far insisterede på, at jeg skulle have indvendige gear, så længe han skulle rode med min cykel. Hvilket han stadig gør. Men okay. Jeg er jo kun 24 år gammel. Der her den anden dag pumpede min cykel helt selv. Men det er en anden historie. Gear i hvert fald.

Problemet med de indvendige er jo, at der ikke er en hat at se på sådan nogle. Det hele foregår, grundet navnet, indeni cyklen, så det eneste, jeg har set min far gøre ved mine gear på mine cykler var, at han trak lidt i en metallingende stang. Hvad det gjorde godt for, aner jeg ikke. Men det virkede.

Og så er der selve cyklen. Jeg har haft en del. En af mine første cykler var en BMX-cykel, som jeg ikke lavede nogen tricks med. Men den var skæg at køre på bane med. Vi havde en bane på min SFO, og der hjulede jeg så rundt med de andre cykelfreak og praktiserende drastige hop, skarpe sving og "hop af cyklen i fuld fart, det er jo ikke dig, der skal lave den, når den går i stykker"-legen. En sjov leg var det.

Omkring mine 14 år fik jeg mig mit livs cykel. Sort og slank. Med fjedrende forgaffel, fem gear og horn man holdt på, når det gik gadagung igennem skoven. Min far revsede mig for det ønske. For skønt cyklen havde indvendige gear, mente han alligevel, at jeg ville få mere glæde - på den lange bane - ud af en cykel i mere klassisk snit. Herrecykel. Røvkedelig for en teenager.

I dag? Ja i dag har jeg en fantastisk rød bedstemorcykel, som har stået min far i noget der minder om en funklende 100kr seddel. Se. Den fine sorte, slanke cykel gik selvfølgelig i stykker. I øvrigt voksede jeg fra den efter få år og lignede derfor en permanent kæmpe på en barnecykel.

Den nye cykel er stor og tung. Den er rød og har kun fjedre i sædet, som man til gengæld sidder jævnt godt på. Den har kun tre gear, den piver, når vi kører på noget, der minder om en grusvej. Men jeg elsker den cykel.

Jeg elsker den højere end alle de andre cykler. Og nok engang fik min kære far ret: På den lange bane er denne cykel den, jeg finder mest glæde i. Men engang imellem savner jeg nu BMX'eren. Det kunne jo være, at jeg kunne hoppe endnu længere i dag, end jeg kunne dengang.

Ostemand med hvide løg og spejedreng

2010-05-09T02:22:00.000-07:00

Jeg var et kræsent barn. Det er vist blevet slået fast mere end én gang. Derfor er det også en succes for mig, hver gang jeg tør binde mig an med noget nyt. Der var nemlig engang, hvor jeg ikke kunne "lide" smeltet ost. Præcis hvornår jeg bildte mig selv det ind første gang, er gået tabt i glemslens tåger, men faktum er, at jeg igennem ikke bare min barndom, men også en del af min teenagetid, nægtede at spise mad med smeltet ost.

Men det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide ost generelt. Jeg var, og er, rigtig glad for ost på rugbrød - mens skimmelost og brier også har det fået til at vænne sig i maven på mig. For kort tid siden smagte jeg så brie, og fandt ud af, at det da er ganske himmelsk. Pikantost kunne jeg heller ikke fordrage. Eller jo. Når det var i "frøsnappere" som birkesbrød snoet omkring pikantost hed hos vores bager, så åd jeg dem. Og min kære mor nænnede aldrig at fortælle mig, at det jeg åd med glæde, var det samme jeg nægtede at smage på ved søndagsmorgenbordet.

Det rigtig fjollede er, at jeg også kunne lide klam ost. Den cirkulære runde sag, der består af affaldsprodukter åd jeg med glæde. Og Lillebror Ost. I alle afskygninger. Den største hån imod ost, der blev solgt til børn for at være mildt, men intet havde med ost at gøre. Det elskede jeg. Jeg stakkel. Men smelteost? Ad blev der sagt dengang.!

Det værende sig pizza. I stedet for pizza fik jeg burger (uden ost - kommer senere), hotdogs eller den personlige favorit, der den dag i dag stadig holder: Grillkylling med fritter. Lasagne i mit hjem blev serveret for mig uden revet ost på toppen og ja, når vi var på Mc Donalds fik jeg i alt for mange år et happy meal, fordi det var den eneste menu, man kunne få uden ost, hvis man altså ville have en burger med ko.

En enkelt gang forsøgte min mor at købe Nuggets til mig istedet. En spise, jeg i dag kan æde uhæmmede mængder af. Dengang ødelagde jeg den gode stemning ved skabagtigt at nægte at spise det, der blev serveret for mig.

Som tiden gik blev det mere og mere søgt. Jeg bestilte min mad uden ost, hvis den som standard var lavet med ost, og mine venner gloede. De kunne ikke fatte, hvordan jeg kunne spise en burger til 10 kroner uden ost på. Og den dag, hvor jeg endelig tog mig sammen og smagte mig en cheeseburger, fortrød jeg straks alle fordomme og hæmninger, der har præget mig i alt for mange år.

Så til alle jer, der har ventet længe på, at min mad blev færdig, så vi kunne spise sammen: Undskyld.

I går gik jeg så all in på ostemand og købte mig i Fakta et stykke rød cheddar til 20 kroner. To skiver af denne spise blev lagt ovenpå hver af de bøffer, jeg var igang med at stege til mine hjemmelavede burgere. Og øj hvor det smager. Det er sjovt at tænke på, at noget så lækkert engang har givet mig kvalme.

Som tillægstid kan jeg da tilføje, at min morgenmad idag består af rugbrødsmad med hjemmeskåret hvidløgsspegepølse. Engang skulle spegepølse være giftigt rødt og hedde 3stjernet. Ak ja. Som tiden går.

PS: Nye billeder!

Det ta'r kun fem minutter - og hvem fandt så på det?

2010-05-02T04:35:00.001-07:00

Jeg kan ikke huske, hvornår Fakta først begyndte at reklamere med det slogan, alle vel efterhånden kender. Ej heller husker jeg, hvornår de udvidede bølgen til TV-spots og gennemdesignede indslag i deres tilbudshæfter. Men jeg kan huske, at jeg altid har været enormt fascinerende af reklamerne - af flere årsager.

Først og fremmest finder jeg reklamer enormt spændende helt generelt. De fleste reklamer, der kører på TV, er desværre nok så irriterende, men der er heldigvis dem, der skiller sig ud. Personligt er jeg glad for DSB's reklamer med Harry og ham der mennesket. Jeg grinede også højt af spis mere fisk reklamerne med Minna og Gunnar. både da de kørte første gang, og nu hvor de er blevet genindsat på TV. Fakta-reklamerne har jeg altid fundet gennemtænkte og veludførte, men der er nok en grund til, at jeg er mere end almindeligt imponeret over dem. Eller var.

For da jeg var yngre, var jeg sikker på, at de medarbejdere, der blev citeret for at sige de forskellige mærkelige, finurlige ting, var rigtige medarbejdere. Jeg havde altid troet, at det var kassedamen og flaskedrengen, der i et oplyst øjeblik gik til chefen med den idé, der senere blev til en helsides reklame for økologi eller et slogan, der sidder godt fast hos de fleste danskere.

Hvis det er tilfældet, er det desværre fløjet helt hen over hovedet på mig, hvor man gik hen med den geniale idé. Sagen er jo den, at jeg selv har arbejdet i Fakta. Og da jeg idag var ude at handle ind, gik jeg forbi deres store "Det tager kun fem minutter"-skilt. Det smilende ansigt tilhørte angiveligt en sød Faktapige, hvis navn jeg har glemt. Det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er, at jeg, da jeg blev ansat i Fakta, levede i illusionen om, at det var "os" der udarbejdede idéerne.

Det tror jeg desværre ikke længere. Jeg tror, at en barndomsillusion for altid er bristet indeni mig, og jeg må desværre erkende, at det er nogle kloge marketingsfolk i jakkesætter og med lange akademiske uddannelser bag sig, der udtænker den slags ting og ikke mig i slidte jeans, morgenhår og krøllet t-shirt med et stort femtal på ryggen.

Vildfaren

2010-04-25T05:49:00.000-07:00

Engang for mange år siden var der en lille dreng, der farede vild i en skov. Skoven lå meget nær hans hjem, men drengen havde hørt, at skoven var en af de største i landet. Så da drengen pludselig stod et sted, han ikke umiddelbart kunne genkende, blev han utroligt mismodig og opgivende.

Han havde været i skoven mange gange før med sine forældre. De havde gået mange, lange ture. Men de havde næsten altid holdt sig til stierne. Kun sjældent var de gået væk fra de markerede veje, der var beviser på, at man altid kunne komme hjem igen. Man skulle bare følge vejen.

Drengen kom til at tænke på en særlig vej. En vej der ledte nedad. Ned i den dybere og mørkere del af skoven. Vejen der gik nedad var omgivet af store jordede vægge. Drengens far havde engang fortalt, at vejen engang lå flere meter højere oppe, og at væggene var kommet med tiden, fordi folk havde gået så meget på vejen.

Det var for drengen komplet volapyk. Hvordan kunne folk dog fjerne flere meter lag sand og jord bare ved at gå og gå - og gå? Men hellere være tilbage på den lidt farlige sti, der godt nok førte nedad i den mørke del af skoven, men det var jo kun den ene vej, den vej der førte væk fra det trygge.

Drengen vidste allerede dengang, at enhver sti kan føre to veje. Fremad. Hvor du aldrig har været før. Det er her, eventyrene tager deres begyndelse, her man oplever magiske ting, som man beretter om, når man kommer hjem igen. Problemet var bare, at drengen ikke brød sig om at gå den vej.

Skønt han ikke kendte ordet dengang, var han en gedigen tryghedsnarkoman. Da han mange, mange år senere læste bogen Hobitten, der handler om en lille Hobbit, der ikke gider på eventyr, fandt han ud af, at han var ligesom Hobitten.

Drengen havde ikke noget imod at gå ad stier, han ikke kendte så godt. Men han ville altid have chancen for at kunne gå hjem igen, når han ikke turde gå længere. Derfor var det den anden vej, stien vendte, drengen holdt mest af. For enden af den var der et hjem, han kendte. Et køkken med mad, en stue med en blød sofa og hans værelse, der var fyldt med alle hans bøger og alt hans legetøj.

Som drengen stod der, midt i den del af skoven, han slet ikke kendte noget til, blev han ramt af frygt. Helt igennem vanvittig hjerteskærende og sønderrivende frygt. I et kvart sekund stod han og så sin egen begravelse. Han så hvordan hans familie tog afsked med ham alt for tidligt, og han var i det kvarte sekund så ulykkelig, som han aldrig før havde været.

Han vidste ikke, at den smerte ville komme igen mange gange resten af hans liv.

Ej heller vidste han, at den smerte er så smukt et bevis på menneskets sjæl, at han faktisk var vidne til en åbenbaring, og at den smerte for altid ville minde ham om, at man altid kan finde stien hjem, hvis blot man ønsker det nok. Alt dette vidste drengen intet om. Han var ikke synsk. Han var bare faret vild.

Selvfølgelig fandt drengen hjem. Det gør børn heldigvis for det meste. Med årene tænkte han sjældnere og sjældnere over oplevelsen. Den var i det hele taget ganske udramatisk, for den store hovedvej, der ledte ind til drengens hjemby var at finde meget tæt på, hvor han stod.

Om oplevelsen var en øjenåbner for drengen er tvivlsomt. For bør der være en morale til sådanne historier? Problemet er, at den reelle morale er, at livet gør ondt nogle gange, og det er der bare ikke noget at gøre ved. Nogle gange gør det så ondt, at man bare vil se sin mor, bare vil ligge i sit barndomshjem. Der, hvor der er tryggest i hele verden.

Det er den følelse, vi får, når vi er sammen med de mennesker, vi elsker allermest. Trygheden er så vigtig for mennesket. Og derfor må det være moralen: Drengen lærte dengang, at vi ikke altid føler os trygge, og det er der sådan set ikke noget at gøre ved.

Andet end at finde hjem forstås

Det der åbne brev til DSB

2010-04-18T09:18:00.000-07:00

Sidst, jeg rejste til Svendborg, havde jeg til en afveksling en noget omtumlet episode. En episode der startede, da jeg stod på Århus Banegård, og efter et kvarter i køen til billetdamen fik at vide, at der ingen tog afgik derfra. Nuvel. Det var kun begyndelsen. Så her kommer den lange, lange beretning fra en, nok engang, sur DSB-passager:

Det var da også for meget forlangt. At jeg, efter at have tilbragt en lang, trættende påske i familiens, venners og alkohollens skød, skulle have en problem- og smertefri hjemrejse. Hvordan kunne jeg dog tænke den slags tanker, når jeg skulle rejse med DSB? Jeg ved det. Torskedum var jeg.

For at tage det fra begyndelsen er det jo ikke DSBs skyld, at en eller anden stakkel døde ved at blive ramt af et af jeres tog. Jeg lod mig fortælle, at det var selvmord. Det var rygtet i toget. Om det er sandt ved jeg ikke, for fra DSB hørte jeg intet. Jeg har ondt af lokomotivføreren, og jeg har ondt af ofret. Selvfølgelig har jeg det.

Men er det for meget forlangt, at DSB sørger for solid, gennemskuelig information på deres stationer? Er jeg kværulant, fordi jeg trættes over manglen på oplysning på Århus Banegård? Hvorfor skrev I på jeres oplysningstavler, at én af ruterne var ude af drift grundet en personulykke? Ville det ikke have været bedre, hvis I faktisk kom med sandheden: "Al togdrift fra Århus og ud i verden er afbrudt på ubestemt tid. Ha' en god dag."

Jeg ved godt, hvorfor vi ikke fik det at vide. I kæmper til tider med kommunikationen, og hvor er det trist. For det går ud over jeres kunder. Kunder der til tider ingen alternativer har. Jeg kan ikke tage en bil til Svendborg.

Videre til Skanderborg. Lift af forældrene - flinke til det sidste. Ind og købe pladsbillet. Der var én tilbage. Får at vide, at billetten ikke kan refunderes. Og jeg burde da have set den komme, når jeg fik den bemærkning fra salgspigen, der ellers var sikker på, at toget ville være der til tiden. For da toget kommer, et kvarter forsinket, ja ja, var vognen, hvor min pladsbillet var gyldig, selvfølgelig ikke med. Opgiver at komme ind i toget. Propfyldt. DSB-damerne ved nul og niks, og vreden går gennem de, der ikke kommer med. Det mærkes.

Endelig kommer det næste tog. Forsinkelsen massiv - folk begynder at blive direkte aggressive. De vil også bare hjem. Jeg landede i familieområdet. Blandt bleer og børn stod jeg fra Skanderborg til Odense. Her steg humøret endda et par grader. Når "Mit allerfarligste sted" er ens ringetone, kan man få skrigungerne til at flytte fokus fra råberiet til åben mund og polypper, mens Bamse og Aske crooner sig ind i deres hjerter.

På samtlige stationer stod der flere og flere folk på. Alle som en var de på desperationens rand. En mor kastede to store kufferter fra sig - foran et klapsæde hvor en anden mor med et skrigende barn, der hader Bamse og Kylling, lige havde rejst sig for at trøste den lille.

Høflige henstillinger til den nyankomne hjalp ingen steder. Hun vendte tilbage med en klapvogn, som der også bliver plads til. Kom ikke og sig at vi ikke var large på Frederikshavn -> København den 5 april mine damer og herrer.

Flere mennesker stiger på. De skælder de allerede etablerede stående passagerer ud. "I skal ikke stå og blomstre, vi skal med." Og vi gjorde hvad vi kunne. Og jeg er ked af, at jeg ikke kunne gøre mig selv mindre, end jeg nu engang er. Det èr hårdt at være en af dem, DSB overser i forvirringen, når der sker dødsfald på deres skinnenet. Sådan er det. Trist.

Det er endnu mere trist, at der ingen høfligheder kom fra højtalerne på de par timer, turen endte med at vare. Ingen, på forhånd indtalt, venlig kvindestemme, der manede til besindighed. Ikke en menneskestemme af kød og blod, der undskyldte de mange forviklinger, de lange forsinkelser og de kreaturlignende tilstande vi befandt os i. Den slags er der måske ikke altid overskud til. Og det er også trist.

Men vi delte den plads der var, jeg fik vand fra én og gav grimasser til en andens barn, der i det mindste havde en barnevogn at sidde i. En togtur på sådan en dag, sætter mennesket på uforudsigelige prøver, og de, der ikke falder igennem og begynder at skumle, træder måske endda ud af de overfyldte vogne med et smil af en art på læben.

Forsinkelser og selvmord bringer os tættere sammen DSB. Men I må og skal få styr på jeres kommunikation mellem jer og jeres kunder. Det hjælper ikke, at vi intet hører på perroner, i ventesale og i togene.

Det hjælper ikke, at vi ikke får hverken forklaringer, formaninger eller undskyldninger. Jeg ved, at det ikke er et let arbejde, I har - men jeres kunder har det ikke bedre. For de har ikke forudsætning for at vide, hvad der er sket, hvad der er ved at ske, eller hvad der kommer til at ske.

Vi er de uvidende. I sidder med den hellige bog og mulighed for at række ud til os via jeres højtalere og jeres personale. Gør nu brug af det. For jeres egen skyld. Det er så trist, at stort set samtlige mennesker, der den 5/4-2010, på rejsen mellem Nordjylland og Østsjælland, fik ødelagt deres mandag, deres sidste fridag i påsken, fordi der skete en ulykke på jeres skinner. Det er trist af flere årsager - men det bliver ikke bedre af, at vi ikke får en pind at vide, når vi står og sveder. Slet, slet ikke.

PS: Nye billeder!

Mad!

2010-04-11T12:09:00.000-07:00

I sidste uge fik jeg rugbrød til aftensmad flere gange, end jeg fik hele sidste år. Næsten da. Det var i hvert fald ikke mange gange, at jeg spiste mig en skive brød med pålæg under betegnelsen "aftensmad" i 2009.

Det stammer, som med alle de andre ting jeg knævrer om, fra min barndom, hvor vi fik varm mad til aften. Og når vi en sjælden gang fik rugbrød, kunne man ligesom mærke, at det ikke var rigtig mad, vi var igang med at indtage.

Aftensmad har for mig derfor altid været et koncept ud i kød, tilbehør og dæpels' (sovs for de uindviede.) Da jeg flyttede hjemmefra, tog jeg traditionen med mig. Det har resulteret i, at jeg til tider har fået aftensmad på nogle groteske tidspunkter af døgnet. Derhjemme var der mad 17.30. Senest 18.00.

Siden da får jeg nærmere mad klokken 20.00. Nogle gange 22.00. Det svinger. Men oftest var det varm mad, jeg fik, efter jeg flyttede hjemmefra. Men det agter jeg altså at lave om på nu. Der er flere årsager til, at jeg ønsker at skrotte konceptet, varm mad til aften, hver aften, i et stykke tid. Men tid er den primære årsag.

Jeg har fundet ud af, at jeg tilbringer alt, alt for lang tid ude i det lille køkken, der er blevet mig tildelt her i Svendborg. Der er hverken sofa, TV eller synderligt hyggeligt derude. Bevares, det ligner ikke helvedes forgård, men der er immervæk mere hygsomt inde i stuen. I sofaen. Foran TVet. Tid er altså en faktor.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, skal konceptet mad være til at overskue. Det skal ikke kræve lange planlægningssessioner med dertilhørende indkøbsture i det Svendborgske handelsliv. Det skal være let. Det skal selvfølgelig også smage godt, og det er også derfor, at jeg stadig ikke er sprunget på færdigretternes futtog.

Jeg har en mikrobølgeovn, og jeg er særdeles glad for den, men jeg håber ikke, at jeg en dag tilbereder alle mine måltider i den. Den er bedst til popcorn og restemad. Angiveligt kan man også lynlave bacon i den, men det kunne jeg aldrig drømme om.

Jeg elsker jo at stå midt i et drøn af en omgang mados, der tilsøler hele lejligheden i stank af brændt grisebasse. Under alle omstændigheder er jeg begyndt at opsøge ting, jeg ikke før spiste synderligt meget af.

Deriblandt er leverpostej blevet mig en kær ven, og det har vist sig, at de fleste rugbrødsmadder kan gøres tusind gange mere indbydende, hvis man pusler lidt om dem, inden man åbner gabet og sænker tænderne omkring den sammenklappede med hamburgerryg og peberfrugt.

Derfor har jeg nu også masser af forskellige grøntsager til at smide ovenpå mine madder, og det hele kan altså klares inden for relativt kort tid. Jeg agter ikke at bruge mere end et kvarter på dagens hverdaglige aftensmåltid det næste stykke tid.

Og så er der også det økonomiske aspekt. Som udgangspunkt koster mad til én ikke mange basører. Som udgangspunkt. Men kartofler, kød og dæpels' i forskellige kombinationsmuligheder ender altid med at blive til mad til mere end jeg kan, og bør spise til aftensmad, og selvom man deler måltidet op i to, og æder resterne dagen efter, og på den måde får aftensmad på rekordtid dagen derpå, er jeg stadig ret sikker på, at jeg kommer til at spare penge på dette mit nye madstunt.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om man går sur i at spise aftensmad på den her måde. Jeg har den fordel, at jeg normalt ikke spiser rugbrød på andre tidspunkter af dagen. Til morgenmad får jeg gerne havregryn, og til frokost æder jeg salat eller hjemmelavede pirogger/ufoer (dej med kødfyld - nam), så det eneste, jeg reelt set kommer til at savne i min nye kostplan er varm mad til aften.

Og det skal man selvfølgelig vænne sig til. At man ikke får bøf, fadkotteletter og frikadeller til aften. Men istedet får en rugbrød med æg, tomat og agurk. På papiret ser det ud til, at jeg er blevet vanvittig. Jeg ved det godt. Men nu prøver vi ad.

Snyd

2010-04-04T14:30:00.000-07:00

I dag snyder vi. Påsken har været lang.

Derfor kan dagens indlæg læses her: http://www.geekculture.dk/arkiv.php?reviewid=3716

Det er mig, der har skrevet det, og det handler om mit liv, så jeg synes altså, at den gælder alligevel. Næste søndag ser det bedre ud!

Hænder, rynkede som oldemødre

2010-03-29T02:49:00.000-07:00

Engang for mange, mange år siden gik mine forældres opvaskemaskine i stykker. Dengang var inddelingen i hjemmet sådan, at mor lavede mad, og far+afkom tog opvasken. Opvasken betød mest af alt alt det, der ikke kunne være i opvaskemaskinen og det kunne snildt være et par store gryder og en stegepande.

Hvis vi havde fået noget, der var stegt, og det fik vi ofte, så var der altid en stegepande. En stor, sort satan der skulle vaskes under næsten-kogende vand uden sæbe og tørres af med køkkenrulle. Stegepanden, der som sagt var lavet af tungt jern af en eller anden art, havde åbenbart en kerne af mad-magi, der gjorde, at man skulle vaske den uden sæbe. Det var ret funky.

Og så var der altså dengang, opvaskemaskinen gik i stykker. Og pludselig havde vi endnu mere opvask, og pludselig tog det endnu længere tid at tage den - tid jeg før brugte foran mit elskede TV. Der gik nogle dage med denne nye ordning, og som tiden gik, havde man vænnet sig til den ekstra opvask.

Faktisk var det mest af alt min mor, der insisterede på, at vi skulle have en velfungerende opvasker i køkkenet igen. Min far og jeg var mest stemt for at udnytte den nye plads til noget mere fornuftigt. Men mor vandt. Selvfølgelig gjorde mor det - det er hendes privilegie at bestemme den slags.

Nu har jeg så boet i tre forskellige lejligheder for mig selv, og jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af en opvasker, og selvom det kan være hårdt, især hvis man tager tre dages opvask på én gang, så er det jo ikke nogen ny oplevelse for mig. Jeg er vant til at vaske op i hånden, og det eneste jeg reelt set savner, når jeg står og vasker op derhjemme - er selskabet.

For selve opvasken er egentlig ikke slem. Varmt vand og sæbe, tørre viskestykker og det endelige syn af et rent, velduftende køkken vejer op for den tid, man tilbringer med at kæmpe mod åndssvagt fastsiddende skidtpletter på ens ildfaste fad.

Let it grow

2010-03-21T03:43:00.000-07:00

Jeg har aldrig været særlig dygtig til ting, der krævede, at jeg opholdt mig udenfor med et eller andet "hårdt" fysisk arbejdsrelateret redskab i mine hænder. Det være sig både en fukssvans og en kultivator. Det er instrumenter, der stammer fra en verden, jeg ikke har så megen forstand på.

Da jeg var lille, havde jeg både et arbejdsbord i garagen i min højde, og en række haveredskaber, som jeg vist nok forsøgte at få mest muligt ud af. I garagen brugte jeg tiden på at slå store, rustne søm i træklodser, der var blevet frasorteret af min far.

Det siger lidt om kvaliteten af mine materialer, for jeg husker min far som en mand, der sjældent smed noget ud fra den garage. For når først han gjorde det, fik han brug for det umiddelbart efter.

Ofte var det dingenoter fra huset, elektriske installationer der var blevet skilt ad og den slags. Men rustne søm og kvastede træklodser var mit lærred, og jeg var den misforståede kunstner, der i dag godt kan se, at jeg ikke var så misforstået endda: Jeg var bare ikke god til den slags.

Det samme gjorde sig gældende for haven. Jeg havde redskaber, jeg er ret sikker på, at jeg havde mit eget bed med ting, jeg selv havde valgt i Rema1000 (eller Prisa, hvis vi skal rigtig langt tilbage) - men jeg tror ikke, jeg lavede meget andet end at fjerne store sten med min håndkultivator. Og tumle rundt med min Fisher Price trillebør, der havde sin helt egen vandslange, som sprøjtede med vand and what not.

Allerede dengang besluttede jeg mig for, at jeg aldrig ville lave noget "håndværk" som voksen, det tiltalte mig simpelthen ikke. Jeg har siden ædt ordene i mig igen, hvilket jeg også har skrevet om herinde: Jeg kan jo faktisk godt skrue skruer ind og ud, hvis den nærmeste gratis håndværker immervæk befinder sig nogle hundrede kilometer fra mig.

Og i de seneste dage har jeg så udvidet mit repertoire: Jeg har fået mig en urtehave. Den er ikke stor. Faktisk bestod den indtil i går af én ting, og i dag er det tal blevet fordoblet. Men i min vindueskarm står der nu frisk basilikum og frisk persille og hygger sig.

Jeg forsøgte mig allerede med en urtehave på Ærø, men der var jeg åbenbart ikke helt klar til det: Min basilikumplante blev i hvert fald slatten efter kort tid, og den røg herefter heraus i skraldespanden.

Men den er vendt tilbage, og jeg håber, at den bliver boende her længe endnu. Det er ikke så meget det, at jeg nu har frisk basilikum til mine tomatsovser (jah) - det fik jeg også, før jeg blev gartner. Dengang købte jeg bare en ny potte, hver gang jeg lavede bolognese, og så bliver det let dyrt.

Basilikumpotten har klaret sig i en uge, og jeg har nyt godt af de friske skud grønne blade, hver gang jeg skulle give min mad et pift. Hvor min nye hobby slutter, ved jeg af gode grunde ikke endnu - men jeg er allerede på jagt efter flere planter. Jeg bruger alligevel ikke de små kaffekopper, planterne står i, til noget fornuftigt, og jeg står tit og mangler både timian og laurbær. Og safran! Men det må jeg hellere vente med.

PS: Nye billeder!

Giv mig tærte

2010-03-14T07:33:00.001-07:00

Tærten er en af køkkenets mest fleksible retter. Man tager et fad. Man stopper dej i bunden. Man propper fyld i, og lægger låg på. Ind i ovnen - ud igen - vuptisnupti: Færdig tærte. Man kan servere det som aftensmad, i så fald er en dej af mel og margarine vejen frem. Skal det være efter aftensmaden, skal der sukker i dejen. Indeholdet varierer også efter tidspunkt, tærten skal serveres på. Skinke, porrer og ost giver god aftensmad, mens pærer, citroner og hindbær er gode i tærten, der serveres til kaffen.

Det sjove er så, at jeg aldrig i mit liv har fået tærte til aftensmad, til trods for at min mor har lavet det mere end én gang, mens jeg boede hjemme. Jeg forstod ikke tanken om mad med dejlåg på, og det var desuden dengang, hvor jeg ikke brød mig om, (læs: bildte mig selv ind, at jeg ikke kunne fordrage) porrer. Det samme gjorde sig gældende for deserttærterne. Jeg er i forvejen ikke den store fan af kage, og når man topper det med, at folk ofte åd creme fraiche til deres tærtestykke, stod jeg fuldstændig af. Creme fraiche var det, der var på toppen af "ris i fad", som min bror og mor var helt vilde med, og heller ikke det, gad jeg spise. Jeg var som sagt ret så kræsen dengang.

Her for et par år siden, tabte jeg så et væddemål, hvilket resulterede i, at jeg skulle bage pæretærte til min klasse. Jeg, der aldrig før havde bagt tærte, lånte et tærtefad af min mor, fandt en opskrift og gik amok i køkkenet. Da vidunderet var færdigt, og jeg havde smagt på det, kunne jeg have slået mig selv. For pæretærte smager jo intet mindre end fantastisk. Og med creme fraiche på toppen har vi en desert, jeg kunne leve af. Morgen, middag og aften. Og så ville jeg sikkert blive ret så træt af det, men indtil da: Nam.

For ikke så længe siden holdt min redaktion møde på et hotel, hvor der foruden sandwich også blev serveret kaffe og kage. Her fik jeg æbletærte - og endnu engang må jeg bøje mig i støvet: Det smager jo ganske fortrindeligt.

I den forbindelse er jeg begyndt at lege med tanken om rent faktisk at lave tærte til aftensmad inden for den nærmeste fremtid. Jeg har endnu ikke fundet en opskrift, og jeg mangler sådan set også et tærtefad, (det jeg lånte af moar bor nu i Haderslev), men når de mindre detaljer er kommet på plads, går jeg i køkkenet og laver tærte. Jeg tænker noget med kylling. Kylling er jo altid godt. Og kylling med dejlåg må næsten være endnu bedre.

PS: Nye billeder!

Debater for livet

2010-03-07T13:37:00.000-08:00

Jeg er ikke konfliktsky. Men på den anden side hader jeg at diskutere. Det irriterede min ekskæreste, fordi jeg ikke var i stand til at diskutere ordentligt. Skændes om man vil.

Alle, der har været ustyrligt vrede på deres bedste ven, eneste kæreste eller tredje kone ved, at et godt skænderi renser luften. Men jeg kan ikke. For når man diskuterer/skændes, så foregår det med følelserne uden på tøjet. Og jeg tager den slags alt for personligt.

Selvfølgelig skal man skændes med følelserne, det er for det meste dem, der er på spil i sådanne tilfælde.

Men selv når jeg diskuterer med mine venner, ender jeg ofte med at blive sur og gnaven, især hvis jeg kan mærke, at jeg er på dybt vand, og at jeg, hvis bare jeg lyttede lidt mere, faktisk kunne lære noget. Men nej. Jeg stejler fuldstændig og holder på mit. Det var ved at koste mig en topkarakter til en eksamen, fordi jeg nægtede at give min censor ret, til trods for at der inde i mit hoved sad en lille mand og slog hårdt på hjernebarken mens han skreg af mig.

Og det samme sker, når jeg diskuterer med mine venner. Jeg kan mærke i kroppen, når jeg har kastet rationaliteten til side og blot kæmper for blodets brusen. Det er så mærkeligt. For jeg hader det. Jeg får ikke et kick af at diskutere med folk.

Jeg får et kick af at snakke sort om yndlingsmusik, bøger og film på de små timer i weekenderne. Jeg elsker at nørde natten væk i dybe samtaler om Batman, Tool og Matador. Men sig mig imod og jeg er din dødsfjende. Og når det hele er overstået, og jeg ved, at jeg nok engang har sat min selvrespekt over styr og solgt min rationalitet til spotpris, så kommer selvhadet. Hvor man sidder og stirrer ud i luften, og tænker - hvad skete der? -

Jeg ved det ikke - for samtidig elsker jeg at lære nye ting. Nysgerrigheden er ikke kun en del af mit fag, det er en naturlig del af mit "jeg" - men jeg vil lære på egne præmisser. Hvis folk føler sig nødsaget til at belære mig under en diskussion, vil jeg hellere være stædig og i værste fald opfinde mine egne sandheder for at lukke emnet hurtigt og smertefrit. Jeg er heldigvis blevet bedre til ikke at finde på usandheder for at gå sejrrigt ud af en hvilken som helst diskussion. Men jeg er stadig elendig til at diskutere.

PS: Nye billeder!

Folks indkøbsvaner

2010-02-28T14:03:00.000-08:00

Da jeg i fredags fejrede lønningsdagen ved at lade Kvickly tilberede min frokost, frem for at jeg selv skulle stå og blande salat torsdag aften, endte jeg i kø med en nydeligt udseende ældre dame. Og med nydeligt udseende mener jeg altså ikke, at jeg så hende som en fremtidig hustru for mig - dertil havde hun for mange rynker og for lange - frakkeskånere - badumbumbish!

Det til side, så købte hun simpelthen den særeste blanding varer, jeg længe har set:

Fire typer kiks/småkager og en bøtte rejesalat. Jeg ved ikke, om hun var i mangel af fisk og sukker, men mærkværdigt var det altså. Og det fik mig til at mindes min tid som kassemedarbejder i Fakta.

Jeg tror, at de fleste, der har siddet i kassen i en dagligvarebutik, på et eller andet tidspunkt har anset sig selv for at være menneskekendere. For vi kunne godt spotte, hvad folk havde tænkt sig at købe. Engang imellem. Men langt fra hver gang.

De nemme var dem, der fik den rene dagligvareduft til at forsvinde, idet, de trådte ind igennem skydedørene. Erstatningen var en ram dunst af tung pilsner. Det er en lugt, der minder en om lange nætter i røgfyldte lokaler, med dovne ølslatter på bordene og friske forsyninger tilkommende en i en lind strøm. Manden, for det er oftest en mand, der lugter sådan - er oftest ubarberet. Han er krøllet. Ja - han er krøllet. Ikke kun hans tøj. Han ser simpelthen ud som om, at han er blevet krøllet sammen. Masser af rynker, determineret blik - købte færdigretter og guldbajere og betalte gerne med kontanter. Sådan var det dengang. Jeg ved ikke, om småalkoholikerne har fået dankort i disse tider, men dengang, da jeg sad ved kassen, betalte de i cool cash. Og deres pung var af læder. Hver gang.

Men så var der også dem, der købte ting, man bare ikke så komme.

Eksempelvis damen, den (igen) nydelige ældre dame, der altid kom cyklende til butikken. På en gammel havelåge med stor kurv foran. Lang regnfrakke og tørklæde af den slags Dansk Folkeparti slet ikke tør brokke sig over. Denne dame handlede de mest normale dagligvareting, og på den front var hun relativt let at gennemskue. Men så nåede hun til dagens vigtigste indkøb. 40 cecil. Af de Grønne. Jatak. De lange ufiltrede cigaretter, som man primært møder i kæften på en havnearbejder. Hun røg aldrig andet, og hun så ikke ligefrem ud til at lide under lasten.

Og så var der familiemoderen. Hun købte stort ind, én gang om ugen. Gerne fredag - til tider lørdag - men det var oftest fredag eftermiddag, hun var igennem butikken. Og det tog mere end fem minutter. Og vognen var fyldt. Til randen. Med top på. Alskens varer røg igennem stregkodescanneren, når hun var på besøg. Og samtlige ting var helt igennem normale dagligvarer. Rugbrød, ost, mælk, hakket ko og strimlet øffegris. Flydende Amo og velduftende Bamseline (det hed det ikke engang dengang, men lad mig nu være nostalgisk, Snuggle lyder simpelthen trist). Hun handlede maks ind, som de unge siger, og jeg så det virkelig ikke komme, da jeg betjente hende første gang. Jeg havde banket hele møget igennem, og var ved at taste de sidste koder for de stykker frugt, der ingen stregkoder havde. Så kom den:

"Og så skal jeg have en flaske Bacardirom"

Jawohl - kunden vil have Rom, og det skal hun da have. Jeg var ikke vant til, at mine forældre købte den slags sprut på en hverdag. Hjemme hos os var der vin til maden og snaps i glassene til jul, og det var cirka det. Derfor studsede jeg en smule. Men som dagene gik, blev jeg enig med mig selv om, at hun nok bare fik gæster på besøg. Ugen efter stod vi der igen (eller - jeg sad). Hun købte varer til hele den pukkelryggede og sluttede af med 70cl rom af den hvide. Hver uge. Samme scenarie. Præcist - hvad hun brugte det til, aner jeg af gode grunde ikke. Men lur mig, om det ikke var hendes weekend/aften/efter en lang arbejdsdagssnack. Lige en skvis rom i colaen - kaffen eller tandglasset, når livet kom for tæt på.

PS: Der er nye billeder i albummet. Det er sjovt nok pisvejr, hver gang jeg bevæger mig ud i det Svendborgske med kameraet i tasken. Men der kom da et par udmærkede skud ud af det.

DSB - min nye bedsteste ven

2010-02-21T12:46:00.000-08:00

Der kan siges meget grimt om de Danske Stats Baner, og det er der sådan set nogle ret gode grunde til. Forsinkelser, IC4toget og deres priser på mad i toget er nogle af mine yndlingsbrokkerier, og selvom DSB måske ikke altid kan gøre for det, når de er forsinket, føler man til tider, eller, føler jeg til tider, at deres primære målsætning som selskab er at forpeste mit humør, når jeg rejser med dem.

Og eftersom jeg bor i Svendborg og har venner i det meste af landet, rejser jeg en del med DSB. Så jeg føler, at jeg har noget at have det i, når jeg brokker mig over deres til tider inkompetente måde at køre firmaet på. Men nok brok. I dag er vi glade!

Da jeg rejse til Århus i fredags kostede det mig en tohundredekronerseddel. Det var ikke så slemt, Wildcard gør det jo relativt billigt - men slemt var det nu, at jeg ingen pladsbillet kunne få. Men jeg kom da afsted. To døgn og nogle massive udgifter til alkohol senere skulle jeg hjem igen.

Og her fik jeg for en gangs skyld kærligheden at føle - på den gode måde. Der var nemlig en Orangebillet til mig, så jeg kom hjem for 140kroners penge, med pladsbillet og det hele. Og toget var ikke mere end et par minutter forsinket. Det var helt vildt!

Faktisk kan man skrive lange tekster om DSBs fortræffeligheder. Deres personale er langt hen ad vejen høflige, deres sæder er ganske behagelige at putte sig i, og der er mulighed for mobilt bredbånd (det man selv har med) på størstedelen af strækningen "Århus -> Svendborg"

Og så er der jo Ud og Se. Det gratis magasin der huser de bedste portrætter, de smukkeste billeder og de mest fascinerende reportager i Danmark. Overhovedet. Der er ingen over dem, og kun Euroman kan være med et stykke ad vejen. Så kære DSB: Tak for en god tur. Denne gang. Jeg skal nok huske det, næste gang vi er forsinkede med fem timer af uvisse årsager.

Mango mig her og porre mig der

2010-02-14T13:50:00.000-08:00

Jeg husker ikke særlig mange muntre minder, når det kommer til frugt og grøntsager. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var egentlig ikke særlig glad for det grønne, da jeg var yngre. Og i dag forstår jeg det slet ikke. De seneste måneder har jeg forsøgt at leve op til devisen, at man skal spise seks stykker frugt og grøntsager om dagen. Det er ikke hver dag, jeg når mit mål, men jeg får i hvert fald spist noget. Hver dag.

Og nu - hvor jeg egenhændigt styrer dagligvareindkøbene, er der også blevet plads til udforskning.

Min største frygt er nemlig, at jeg nok engang går sur i de sunde varer. Jeg har førhen forsøgt at spise frugt hver dag, men man bliver træt af æbler på et eller andet tidspunkt. Uagtet at de findes i masser af forskellige sorter. For i bund og grund smager æbler nu engang relativt ens. Den seneste tid har jeg forsøgt at udforske frugt og grøntsagsverdenen for at finde ud af, hvad der er nammenam, og hvad der gerne må blive på hylderne i mit supermarked.

Den første grøntsag jeg købte, som jeg aldrig havde troet, jeg ville spise frivilligt - var bladsellerien. Dens duft er noget så krads, og da jeg var yngre, var den også med i et par Anders And-blade, hvor Rip, Rap og Rup vist havde dårlige erfaringer med at spise dem. Nu har jeg opdaget, at selleri smager fremragende i tomatsovs, når man laver pasta bolognese. Næste skridt har været porren, og endnu engang har jeg været særdeles positivt overrasket. Porre smager jo godt. Og som det dufter, når det simrer i en gryde med en bunke andre grøntsager. Det er helt utroligt. Og så er der jo frugterne. Jeg er endnu ikke blevet træt af æbler, pærer og bananer, men derfor kan man jo godt forberede sig. Så i går købte jeg mig en mango. Alene navnet er nok til, at jeg burde have købt mig sådan en før, men nu blev det altså i går. Og som den smager. Noget så syrligt til at starte med. Kødet er ubestemmeligt at tykke i, men smagen er fremragende, især når den blandes med andre frugter i en tallerken og så lige et skvæt mælk og en håndfuld havregryn. Det er rent guf.

Næste skridt bliver granatæbler, pomeloer og så vil jeg også til at æde bær, når vejret bliver bedre, og udvalget bliver større.

I øvrigt er jeg ikke blevet helsefreak, jeg er bare blevet ganske glad for sunde sager.

Mine sølvsko

2010-02-07T14:11:00.000-08:00

I disse dage er det tre år siden, at jeg traf en skelsættende beslutning. For de fleste andre mennesker ville det ikke være i nærheden af at være skelsættende, men det var det for mig.

Jeg købte mig et par sølvsko.

Og derved markerede jeg afslutningen på årevis tøjmæssig anonymitet. Jeg har aldrig været god til, glad for eller særligt interesseret i mode. Ergo: Mørke jeans, sorte trøjer og sorte sko. Til nøds et par kondisko i hvid med forskellige farvenuancer, men tingene måtte ikke skille sig ud. Man skulle tro, at jeg legede hemmelig agent.

Og så købte jeg mig et par sølvsko. Og nu ejer jeg to par. Det første par overlevede i mange år. Alt for mange år. Jeg skrottede dem først sidste år, og der havde jeg købt afløserne: Endnu et par sølvsko. Og senere på året: Endnu et par.

Men skræk og ve! Ja jeg ejer to par. Men hvad så når de dør?

Nike er nemlig stoppet med at sælge sølvsko. Uvist af hvilke årsager vil jeg lige indskyde. Men jeg var vel den eneste i verden, der gad gå i dem.

Mine sølvsko er blevet så meget mere end fodtøj for mig. De er en del af min identitet. Jeg er ham, tossen, der insisterer på at gå i sølvsko. Til alle givne lejligheder. Jeg har endnu ikke båret dem til en begravelse, og kunne heller ikke finde på det. Men derudover er de med mig.

Hvorfor det blev sølvsko, har jeg spurgt mig selv om mange gange, og jeg har aldrig helt fundet ud af hvorfor. Men nu er det sådan. Derfor håber jeg, at jeg er klar til at gå skridtet videre, nu Nike har sat en skæringsdato på. Når jeg skal have nye sko. Så skal de ikke være sorte, anonyme og kedsomme. De skal være pang og pong. De skal hoppe og skrige på opmærksomhed, og jeg vil nyde hvert øjeblik , jeg har dem på.

Hvad så? Jeg ved jo ikke, hvad det bliver næste gang, men lykken har måske tilsmilet mig. En af mine kolleger går i sko, der grangiveligt ligner det plastiske plastik. Skrigende gule og grønne er hans sko, og han siger, at butikken ligger lige her. I min nye hjemby. Så der skal jeg snart ned. For lige at høre.

"Har de sølvsko?"

Og når de siger nej, vil jeg ikke gå igen. Jeg vil finde arvtageren til sølvskoene, og det bliver pang og det bliver pong!

Bag Ruko og Teak

2010-01-31T13:00:00.001-08:00

Så rykkede Kochie nordpå. Flytningen foregik planmæssigt, uden de store forviklinger og med et fint resultat til slut. Jeg blev banket på klokken 09.15 fredag morgen, og klokken 14.23 samme dag, var han kørt igen, og jeg var på vej i bad for at komme på værtshus med mine praktikantkolleger. Så det var først i går og i dag, at jeg rigtigt fik pakket ud. Lejligheden ligner nu det, altså en lejlighed. Indtil for få timer siden lå der stadig tomme papkasser og flød hist og her, men nu er de da gemt væk, og de resterende fulde kasser, står flot placeret i et hjørne. Jeg har selv samlet både bord, stigereol fra Ikea og en seng. Stigereolen fra min barndom, loftslamperne og et par andre småting, overgår mine handymanevner med flere mil, så det må min papa klare, når han, med ledsager, kommer forbi i næste weekend. Hvor jeg angiveligt fylder år. Den slags glemmer man let med alderen. Åbenbart.
Anyway dagens interessante tankespind fra min side, skal handle om min hoveddør. Da jeg var lille og boede i mit barndomshjem, lærte jeg aldrig at forstå, hvorfor vi konsekvent brugte garagedøren til at komme ind i huset. Hvorfor brugte vi ikke den fine fordør, der ledte ind i den fine gang, der ledte videre til fin stue, fint køkken og andre fine rum. Hvorfor skulle adgangen til hjemmet gå gennem garagen? Garagen som jeg aldrig nåede at blive vildt gode venner med? Den dag i dag ved jeg det egentlig ikke, men jeg tror, at jeg har et ret godt bud. For nu har jeg to lejligheder i træk døjet med det samme problem, som der ikke er hjemme i Hammel.
Se, "vores" garagedør er nemlig så snildt indrettet, at den er halvt låst op, når man har trykket håndtaget ned. Det betyder, at man, når man kommer hjem med den ene hånd låst fast til to kilo fødevarer pakket ned i to grimme plastikposer, kan åbne døren med den frie hånd. Man trykker håndtaget ned, man propper nøglen i hullet, drejer rundt og skubber blidt til døren, der på magisk vis åbner sig. Og så er man inde. På Ærø, og nu også her, er det en anden snak. Låsen er den samme type. Det er _præcis_ den samme type, men dørhåndtaget makker ikke ret. Så man er tvunget til at bruge begge hænder til at åbne døren med. Og det havde været samme sang, hvis vi havde brugt den fine dør som indgangsdør. Den slags opdager man først, når man selv har stået med favnen fuld af varer, og pludselig indså, at man faktisk skulle tvinge ens, i forvejen overbebyrdede, anden hånd til at mase håndtaget ned, for at få den forpulede dør op.
Jeg overvejer næsten at stjæle garagedøren og tage den med herned. For jeg ved virkelig ikke, om jeg overlever et år med så dum en dør. Men det må tiden jo vise.

Binde, vikle, rode

2010-01-24T13:27:00.000-08:00

Den dag verden henretter kablerne for altid, vil jeg klappe i mine buttede barnefingre. Når man fra klokken 16 til klokken 20 stort set ikke lavet andet end at gøre rent, er det interessant at opdage, at det man føler, man bruger længst tid på, er at sidde i skrædderstilling med 15 forskellige ledninger, der i løbet af seks måneder har samlet sig i et kollektivt helvede af knuder og forviklinger. Heldigvis var det sidste punkt på dagens program.
Jeg har nu fyldt 12 flyttekasser. Jeg har ryddet og rengjort overetagen. Jeg har tømt og psykorengjort køkkenet. Jeg mangler faktisk kun at pakke mit tøj sammen, Så der er ikke flyttestress mere. Men jeg er sikker på, at hele mit indskud ryger. Jeg mener: Når man har brændt hul i gulvtæppet med en bradepande, og når køkkenlyset er ramlet ned i hovedet af en, mens man vaskede bordet af med skurepulver. Så æder den kære udlejer vel ens sidste skillinger?

Ærø og jeg synger også på sidste vers. I morgen er første dag i sidste uge af mit liv på denne fantastiske ø. For ja. Ærø er fantastisk. Fabelagtig natur, fede mennesker at tale med, og holdt kæft hvor jeg glæder mig, til jeg skal væk herfra. Seks måneder var nok. Og de sidste tre uger var samtidig nok til at overbevise mig om, at jeg jo faktisk godt kan være journalist, når jeg ikke har mulighed for at slippe. De første fem måneder foregik på støttehjul. Vi var 3 folk til 2 mands arbejde 95% af tiden. De sidste tre uger har vi været to mand. Så jeg har været tvunget til at tænke, arbejde og være ja. En rigtig journalist. Og det var jeg. jeg er selvfølgelig ikke fuldbyrdet endnu, men jeg er godt på vej. Og med nogle kedelige dage i december, har januar sparket liv i mig igen: Jeg elsker mit job. På trods af 9-10timers arbejdsdage. Og på trods af, at jeg har arbejdet de sidste 18 ud af 20 dage. Det er alt andet lige lidt fedt. Og ganske træls. Men mest fedt.

Flyttestress #2

2010-01-17T12:37:00.000-08:00

12 dage. Hvor lang tid er det egentlig? Hvis jeg relfekterer over de seneste 14, vil 12 dage vise sig ikke at vare særligt længe. Men okay. Det har været 14 dage med 12 dages arbejde og 2 fridage. En uges arbejde, en weekendvagt og en uges arbejde mere. Mellem fire og 10 timers arbejdsdage der virkede endeløse. Indtil jeg fik weekend. Den har virket alt for kort. Det er nu, at jeg er glad for, at jeg ikke er fabriksarbejder. Med lidt fiflen kunne jeg nok have haft nogle stræk i samme dur, men jeg ville have skudt mig selv med en højtryksrenser efter en uge.

Her har det bare været lærerigt, superstressende, vanvittigt sjovt og vildt hårdt. Men netop fordi det har været sjovt, har det været hårdt på den gode måde. Men det var de 12 dage vi kom fra. For om 12 dage flytter jeg fra Ærø. Selve vurderingen af mit liv som øboer, vil jeg komme ind på en anden gang. I stedet vil jeg fokusere lidt på mig som flyttemand.
De, der kender mig, vil gnægge i skægget af den tanke, for der er vitterligt ikke meget fysisk arbejdende individ over mig. Men i dag fik jeg brugt en skruemaskine for første gang i mit liv, tror jeg næsten. Jeg var igennem 80% af de bits, min far har lånt mig, før jeg fandt den rette. Men så kom barndommens minder da også frem. Bitten blev sat i skruen, maskinen blev holdt så lige som muligt, og forsigtigt og ganske langsomt skruede jeg skruen ud. Og jeg ødelagde ikke noget! Et par af hylderne, på den reol jeg var ved at skille ad, så ud til at være præcist så gamle, som de faktisk er, så der var der ved at ryge et par søm. Lykkeligvis har jeg også lånt en knibtang af solidt metal. Den gjorde det ud for hammer, så sømmene kom på plads. Den ene skrue, jeg havde pillet ud af væggen, kom i en plastpose, og posen blev bundet fast til den ene reoldel, så den ikke bliver væk. Jatak. Så håndværkspertentlig er jeg blevet. Ingen løse skruer her!

Mit køkken skinner også ret så meget. Komfuret er gået fra at være småbrunt til at være skinnende hvidt. Takket være et halvt kilo skurepulver og en omgang kogende vand. Og hvad gør man, når man står med en svamp, der har en termperatur på plus de 90 grader? Man stopper et viskestykke i en plastpose, og bruger den som hjemmelavet antibrandsårshandske. Jeg var helt stolt af mit eget intellekt. Kogende vand blev der også brugt på skabe og overflader, så køkkenet ligner næsten sig selv, fra dengang jeg flyttede ind.

Indtil nu har jeg fyldt fem flyttekasser, og i løbet af ugen, regner jeg med at få pakket det resterende, så jeg, når næste weekend er forbi, kun har et par tallerkner, et sæt bestik og et glas tilbage, som jeg kan bruge den sidste uge, inden turen går væk fra Ærø.
Svendborg- jeg er der snart!

Vask mig ren - jeg vil være hvid som sne

2010-01-10T23:58:00.001-08:00

Måneden der rummer dagen, hvor jeg flytter, er godt i gang, og selvom der er en masse ting, der mens det står på, vil få mig til at lukke øjnene i stress og jag, er der dog én ting, jeg glæder mig til. En ting der næsten overstråler alt det andet. Og det er, at der er en vaskemaskine i min nye ejendom. En fin lille spindende sag, der dufter langt væk af sæbe og rent tøj. Og hvilken fryd det bliver igen at have sådan et aggregat i ens nærområde. Og med nærområde mener jeg ned af trappen, ind igennem døren, åbne maskinen, ind med tøjet, trykke på knappen og vupti snupti. Rent tøj.

Ikke som nu. Hvor jeg skal vade ganske forskrækkeligt langt for at nå hen til vasketøjets destination, der er et møntvaskeri. Det sjove er, at jeg, da jeg var lille, var vild efter at opleve sådan et sted. Fordi navnet lyder så fantastisk. Møntvask. Det har bare ikke sin lige. Det dækker over noget, man gør ude i stedet for hjemme, og det i sig selv behøver jo ikke være futurstisk fantastisk. Men for mig har møntvask altid trumfet autovask i sejhed. Måske fordi jeg aldrig fik oplevet så forfærdeligt (om nogen) mange møntvaskerier som barn, thi vi havde en vaskemaskine.

Der var også "vaskehus" på mit kollegie, men magien manglede. Der var for rent simpelthen. Jeg har af en eller anden grund altid haft idéen om, at en møntvask var snusket. Og DET var den også på Ærø. Endelig har jeg oplevet et sådant magisk sted. Og nu jeg har fået turen, vil jeg gerne slippe for nogensinde at skulle stifte bekendtskab med sådan et sted igen. For det første var der som sagt snusketheden. Min møntvask er kronisk fugtig, der hænger en tung dunst af gamle rengøringsartikler derinde og selvom det er maskiner der vasker, der står og fylder derinde, så føles det hele urent. Besskidt sådan set. Derudover er der de andre vaskende. Jeg holder meget af "min" ø, og jeg har stort set kun mødt høflige og flinke mennesker på min vej gennem landskabet herovre. Men jeg gider stadig ikke mødes med folk, mens jeg vasker tøj. Når jeg vasker tøj, er det fordi, det skal overståes. Jeg har ikke lyst til at konversere mens der centrifugeres. Derfor går jeg altid en tur, mens maskinen vasker mit tøj. Men jeg risikerer jo stadig at møde nogen, mens jeg propper tøj i og hiver tøj ud af maskinerne. Det er mig, der er noget galt med. Det ved jeg godt. Men det at vaske et sted, hvor der teoretisk set er "risiko" for at møde 7000 forskellige mennesker på en gang, huer mig bare ikke. Fællesvask er helt i orden. Men det skal være et kontrolleret antal fælles mennesker, der vasker tøj sammen med mig. Ellers får jeg stress.

Når det er sagt, vil jeg dog også sige, at lydene fra min møntvask vinder over alt andet i hele verden. Den klirrende lyd af mønter, der går ind igemmen sprækken. Den larmende raslen der lyder, når en vaskepolet og byttepenge ryger ned i slisken. Det kontante kantede "rash", når poletten finder vej til vaskemaskinen. Den fabelagtige summen, når vaskepuvler måles op. Og maskinerne der brummer og larmer lystigt derudaf. Det er en fryd. Og jeg vil savne det. Men ikke nok til at jeg frivilligt vil gå på møntvask igen. Aldrig mere.

Flyttestress

2010-01-03T13:02:00.000-08:00

Så er der snart gået et halvt år, siden jeg startede på et nyt kapitel i mit liv. Samtidig har vi rundet endnu et år og endnu et årti. Lidt af en omgang alligevel. Selve årsskiftet er jo gået helt af sig selv, mens det næste jeg skal til, kommer til at kræve lidt mere end bare at se på at tiden går sin gang. For jeg skal nemlig flytte igen, og er der noget, der kan give mig stress, så er det en flytning.
Jeg er typen, der generelt flyder med strømmen så at sige. Jeg kan håndtere ganske store mængder arbejde og stressrelaterede tiltag i mit liv generelt, så længe min base er på plads. Med den mener jeg seng, tag over hovedet og mælk i køleskabet. Det er, når en af de ting går fløjten, at jeg begynder at kunne mærke det.
På nuværende tidspunkt har jeg bestilt flytning, jeg har arrangeret at mit Internet følger med mig, jeg har styr på, hvor jeg skal bo, og jeg har anskaffet mig flyttekasser og værktøj, så jeg er faktisk klar. Og alligevel tænker jeg på flytningen hvert vågent øjeblik. For der er så mange ting, der kan gå galt. Selvom jeg godt ved, at det hele nok skal gå fint, så stresser jeg stadig rundt som en hovedløs høne, fordi det hele stadig kan ramle. Tror jeg. Egentlig burde jeg være ganske stolt af mig selv. Jeg mangler kun at ansøge om boligstøtte, og når det kommer på plads, hvilket det burde komme i morgen, så er jeg klar til de næste 12 måneder af mit liv. Jeg har nedskrevet, hvad flytningen vil koste, hvem der flytter mig og hvornår det skal ske. Jeg har fået et brev fra mit Teleselskab, der fortæller mig, hvad der skal ske med mit Internet, og hvornår det sker. Tingene er altså ved at falde i hak. Da jeg flyttede sidste gang, brugte jeg under et døgn på at pakke. Alligevel er jeg overbevist om, at de 26 dage, jeg har til rådighed, langt fra er nok. Men selvfølgelig er det nok. Det skal nok gå alt sammen. Hvisker jeg til mig selv, mens jeg falder i søvn, sikker på at min verden styrter sammen. Tiden vil vise sig, at det gør den nok ikke. Under nogen omstændigheder.

Det er jo så sundt

2009-12-28T06:00:00.000-08:00

Man ved, at man har haft en god eller bare lærerig arbejdsdag, når man føler, at man har slået to fluer med et smæk.
I dag fik jeg æren af at gå otte kilometer langs det Ærøske hav sammen med 30 andre frisklufts glade/gale mennesker, der alle sammen havde besluttet sig for, at en tur langs kysten var verdens bedste idé. Det, der skræmte mig mest, var, at jeg selv tog initiativ til at gå turen. Det havde jeg ikke gjort, dengang jeg var yngre. Da skulle jeg nærmest trækkes udenfor til en gåtur. Ja så sent som i weekenden afslog jeg tilbudet om at komme på familievandretur. Jeg må virkelig holde af mit arbejde.
Selve turen var der ikke så meget at sige til, bortset fra at det var overordentligt koldt, fyldt med frisk luft og endnu mere mudder. Mine fødder er ganske våde, mine bukser er smurt ind i vådt jord, og mine fingre føles stadig, som om de lider af 3. gradsforfrysninger. Det mest imponerende var næsten, at vi mødte den ene snedrive efter den anden, til trods for at resten af Ærø er helt snefri. Jeg vadede igennem halvmeterhøje snedynger for at følge trop med de andre.
Og da vi var nået halvvejs og skulle til at gå hjemad igen, var der sørme også en flok af de mest aktive galninge (sagt med dybfølt respekt), der valgte at trave en anden tur hjemad. Godt nok var den længere, men "det er da dumt at gå den samme vej tilbage!"
Da ikke hvis man ikke kender andre veje, end lige den der faktisk går tilbage. Men otte kilometers sunhed blev det til for mig i dag. Det vil jeg fejre med at ligge på langs på min sofa i aften!

Sengeliggende, syg og dårlig

2009-12-20T13:37:00.001-08:00

Det er sjovt at tænke på, at man, når man bliver voksen, er i stand til at klare ting, som man troede umulige, da man var barn. Det at køre bil for eksempel. Da jeg var barn, var jeg overbevist om, at vores bil kørte på skinner. I bogstaveligste forstand. Min kære far havde fortalt mig, at bilen lagde skinner ud foran sig, mens den kørte, og samlede dem op bagfra, når den var kørt over dem. En meget kompliceret proces for chaufføren lød det til, men eftersom jeg sidenhen aldrig har mødt en bil, med dette stykke ekstraudstyr, må jeg jo konkludere, at min far talte usandt. Den slemme mand. De ting der var så magiske, når man var barn, er blevet dagligdagens trivialiteter, når man bliver "voksen." Men det gælder heldigvis på både godt og ondt.

Da jeg var lille, var det at være syg forfærdeligt. Jeg var lidt af en hypokonder, og jeg var overbevist om, at selv den mindste snue var en dødelig virus, der blot ventede på at tage livet af mig. Jeg kunne sandt for dyden ikke forstå, hvordan voksne mennesker, der ikke boede hos deres mor, klarede sig igennem influenza, ondt i halsen og mavepine. Man var i forvejen vant til, at maden blev lavet for en, men nu fik man det også bragt til sengen, og det blev hentet igen, når man havde spist op. Biblioteksbøger fik samme behandling, og det mindste host fra mit værelse, blev behandlet med den største forsigtighed.

For et par dage siden mærkede jeg så en omgang ondt i halsen nærme sig. Jeg har lagt de værste tvangsneuroser bag mig, så jeg vidste godt, at det nok ikke ligefrem var dødeligt, men samtidig kan jeg da sige, at sådan en omgang kunne have holdt mig sengeliggende i dagevis, da jeg var lille. Sådan er det jo. Når man kan forkæles, så lader man sig forkæle. Men det kan jeg jo ikke ligefrem nu. Jeg forlanger i hvert fald ikke, at moar drager over broer og oceaner for at kunne pleje mig i nogle dage. Så jeg har taget sagen i egen hånd, og dermed indset, at endnu en af de ting, jeg ikke kunne fordrage i min barnddom, faktisk er en helt igennem lindrende omgang:

Kamillethe. Med citron og mælk endda.

Da jeg var syg som barn, drak jeg med glæde the. For the var varmt og bittert, og derfor var det selvfølgelig i orden at hælde sukker i. Og honning. Masser af sukker og honning. I mængder der gjorde, at theen var den mindste bestanddel i koppen. Nu drikker jeg the med citron og mælk, og jeg bilder mig selv ind, at det smager godt. Eller også smager det faktisk godt. Jeg er ikke helt sikker.

Når man er syg, skal man også have noget fornuftigt at spise, og da jeg var lille, var fornuftigt spise ensbetyende med kold cola, bløde vingummibamser og søde lakridser. Igen i horrible mængder. I denne omgang har den stået på gullasch med kartoffelmos og rugbrødsmadder. Dertil the, juice og koldt vand. I alt for voksne mængder. Jeg glæder mig nok mest af alt over, at jeg ikke er rigtig syg. At jeg endnu ikke er blevet ramt af en sygdom, der vil få barn som voksen til at ligge sammenkrøbet under dynen, afkræftet af afsvavn efter moar. For sker det, mens jeg er så langt væk fra hende, er jeg ikke i tvivl om, at hun vil smide hvad hun har i hændene, for at komme herned. Men det er altså for meget forlangt.

Jul er ikke lig kalender længere

2009-12-13T14:49:00.000-08:00

Jeg kan ikke huske, hvilken julekalender der var den første, jeg så. Det har måske nok været Jullerup Færgeby, og det eneste jeg kan huske om den var, at den ikke handlede ret meget om jul. Nissebanden var noget af det næste, og det handlede satme om jul. Det var noget med at den stakkels Julemand havde mistet sit gode humør, og det var jo noget værre noget, eftersom en glad Julemand er en antijulemand, der ikke deler gaver ud. Så det humør skulle jo findes igen, så det kunne blive jul.

Så blev det Pyruses tur, og han var den første nisse, jeg så noget af mig selv i. Glad for slik, ganske doven, dummede sig tit, men han kunne jo ikke gøre for det. Og Freja. Hun var den første, og vist den eneste nisse, jeg var en smule forelsket i. Det var så synd for hende, fordi hun ikke vidste hvem hun var, og selvom jeg ikke kunne identificere mig med at være fortabt i en verden beboet af nisser, kunne jeg godt identificere mig med at være fortabt sådan helt generelt.

Jeg tror, at børnejulekalendere toppede for mig med Pyruskalendenerne. Herefter fulgte BørneOlsenBandens Jul - noget med en rød kuffert og dynamitharry der var vild med lakrids istedet for kolde pilsnere, for det passede ligesom bedre på en 6-årig. Men det var ikke ret sjovt. Jeg holdt op med at følge med i dem, og jeg er aldrig kommet igang igen.

De eneste julekalendre, jeg med sikkerhed kan sige, at jeg har set til ende inden for de seneste år er Jul På Vesterbro og The Julekalender. Voksenjulekalendre. Dem husker jeg lidt bedre, omend der er få af de gode at huske. Familien Andersens juletehemmelighed med en foldekniv og gas og vandmesteren var vist meget sjov. Det samme med juletestamentet. Mens station 7-9.-13, som jeg var sikker på hed Gufolmysteriet, vist bare var fjollet, var der faktisk nogle gode nogen imellem. Men dem ser jeg heller ikke mere.

I dag så jeg så dagens afsnit af DR1's julekalender for i år.

Den hedder Pagten, og selvom jeg ikke forstår vildt meget af handlingen, er det sådan relativt nemt at gætte sig til: Hovedpersonen har det svært i livet, og han skal redde julen. Nisserne har problemer generelt, og de skal reddes af hovedpersonen. Hovedpersonen og nissernes veje krydses, de bliver venner, og de går så grueligt meget igennem, mens hovedpersonens forældre ikke forstår en dart af det hele, for de ser jo ikke nisserne.

Det er en klassisk skabelon, men Pagten fangede mig. Den så ud til at være en rigtig god julekalender. Og det gør mig lidt trist, at jeg ikke satte mig ned og så den fra start. For jeg ved, at jeg ikke får set den nu, jeg er for langt bagud, til at jeg gider forsøge. Og det er derfor, jeg skal have nogle børn. Det behøver ikke være mine egne, men der burde laves et system, der gjorde det muligt for folk som mig at se julekalender. Og den ser man altså bedst med børn. For de kan huske, at der er kalender, jeg kan love jer for, at de kan huske det. Min verden brød sammen, hvis jeg var ved at misse et afsnit af årets juleeskapader, dengang jeg var lille. I år så jeg mit første afsnit, da der var under to uger til juleaften. Det er lidt trist at indse, at man ikke har behov for at tælle dagene til juleaften foran TVet længere.

Og om jeg skal få nogle børn, låne nogle af bekendte (der i december sikkert gerne vil af med deres for en stund), eller bare tage mig sammen og følge med selv, ved jeg ikke. Men næste år vil jeg forsøge at følge med i minimum én julekalender. Det er et løfte jeg giver, til barnet i mig selv.

Den voksne mands adventsgave

2009-12-06T10:31:00.000-08:00

Lige så længe jeg kan huske, har jeg fået adventsgaver af "julemanden." De har altid været brugbare, og de har altid gjort mere eller mindre lykke. Den gave, jeg bedst husker fra min barndom, var en bordblyantsspidser. Sådan en stor plastikklods med drejehåndtag, skruefod og en lille skuffe til efterladenskaberne fra blyanterne. Den var i rød og blå, mener jeg, og den havde trinløs indstilling, alt efter om det var en skoleblyant eller en stang farvekridt, jeg fodrede den med. Jeg ved ikke, hvorfor det er den gave, jeg bedst husker, men jeg kom til at tænke på den i dag, da jeg åbnede min første adventsgave for i år. Julemanden har været tidligt ude, og jeg har fået tre pakker med til øboerlivet, og jeg skal så selv administrere, hvilken pakke jeg vil have, og hvornår jeg vil åbne den. Jeg tøjlede lysten til at flå gavepapir i stykker før tid og ventede til i dag, før jeg valgte den første den bedste pakke.

I den lå der et elektronisk trådløst stegetermometer. Jeg kan vitterligt ikke huske, hvad jeg fik sidste år, men jeg ved, at denne gave vil stå for mig som en af de vigtigste pakker, jeg kommer til at få i hele mit liv. Fordi jeg, da jeg pakkede den op, mindedes min barndom, dengang hvor jeg fik gaver der enten var til leg eller til det praktiske. Det er selvfølgelig begrænset hvor meget jeg kan lege med et stegetermometer. Jeg kan tage min egen temperatur én gang, og så er den leg kedelig, og det stegetermometer er vist også ruineret. Dengang, da jeg åbnede op for min blyantspidser, kunne jeg ikke vente med at få den sat fast på bordet, og så komme igang med tilspidsningen af alt jeg havde i mit værelse, der kunne spidses. Og det var ikke kun blyanter, skulle jeg hilse at sige. Gennemtyggede slikkepinde, kuglepenne og en enkelt saks fik også en solid skærebehandling. Sidstnævnte gav mig gåsehud, og jeg tror ikke, at spidseren havde særlig godt af det. I dag kunne jeg heller ikke vente med at få gang i mit nye legetøj. Så da jeg stod og stegte mit stykke oksekød på 150gram, var det selvfølgelig med et termometer i midten, og kontrolboksen var indstillet til "medium". Fuldstændig unødvendigt, eftersom jeg har fint tjek på kød af den størrelse. Men jeg kunne ikke vente, til jeg skulle lave en steg næste gang, eller pomfritter, eller bearnaisesovs. Og det er det, der er så fedt ved den her adventsgave fra julemanden. Den fik mig til at mindes en lykkelig juledag i min barnddom, og den beviste samtidig, at jeg efterhånden er blevet voksen. Ikke helt. Bare rolig. Så kedelig bliver jeg nok aldrig. Altså så voksen, at jeg bliver kedelig. Eller omvendt. Men jeg fik en praktisk fornuftig gave, som jeg blev glad for, og det er jo sejt. Havde jeg fået et stegetermometer dengang, var jeg måske blevet dyrlæge. Eller psykopat. Hvem ved?

Forsikring af hvad?

2009-11-30T23:48:00.000-08:00

Da jeg flyttede hjemmefra, besluttede jeg mig for, eller min mor besluttede sig for, at jeg skulle have en indboforsikring. Set i lyset af at der rundt omkring mig blev begået indbrud, var jeg ikke sen til at se idéen i forslaget og efter lidt søgen frem og tilbage faldt valget på Top Danmark, som jeg nu har en indboforsikring hos. De har nu bekræftet mig i, at forsikringer er noget mærkeligt noget. To gange endda.

Første gang var da min ovnlåge eksploderede. Det var en kombination af hærdet glas, løse skruer og total uvidenhed hos chefkokken (mig), der gjorde, at det sagde bang, da jeg åbnede ovnen. Efter en snak med forsikringsselskabet fik jeg at vide, at min forsikring da sandelig ikke dækkede den slags, så skulle jeg selvfølgelig have tegnet en udvidet glasforsikring. Nå ja. Så lærte jeg da den lektie.

Nu er den så gal igen. For nylig tabte jeg en ganske varm bradepande ned på gulvtæppet i mit køkken. Og nej - jeg kan heller ikke selv se idéen i at have gulvtæppe i et køkken. Der er nu kommet en fin firkant i gulvet, det ser ud som om, at en kasse er blevet slået ihjel, og at politiet har været forbi og tegnet den klassiske streg omkring kadaveret. Surt. Det er jo, hvad det er, men hey - jeg ringer da til mit forsikringsselskab. Denne gang dækker de sikkert, jeg går ikke ud fra, at jeg skulle have tegnet en udvidet gulvforsikring. Det skulle jeg ikke, jeg skulle derimod have tegnet en forsikring, der dækkede det inventar i lejligheden, som jeg ikke selv ejer. Javel ja. Jeg får ikke dækket hullet i tæppet, eftersom jeg ikke selv ejer tæppet.

Der er sikkert en logisk forklaring på det et sted, men jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke forstår en dart af forsikringer. Hvis ikke det var fordi, det giver uheld at ønske sig en ulykke, ville jeg næsten bede til, at jeg snart oplever et indbrud, for så at få at vide, at jeg selvfølgelig skulle have tegnet en udvidet tyveriforsikring, med dertilhørende stødhegn og hængelås.
Verden er mig alt for voksen

Juhul

2009-11-22T14:55:00.000-08:00

Julen står for døren. Om en uges tid vel at mærke. Julen begyndte selvfølgelig ikke i september, den står dog for døren, og snart skal der gøres noget ved sagen. Og i år skal jeg så holde jul. Hvilket vil sige, at jeg er blevet voksen. Den er ikke til at komme udenom. Da min storebror holdt jul for familien for første gang sidste år, vidste jeg endelig også i mit stille sind, at nu var brormand blevet voksen. Med hus, kone og katte var han godt på vej. Men den 24 december 2008 sad vi bænket omkring hans spisebord, og vi spiste mad, der var blevet lavet i hans køkken. Og i hans grill.

Og denne gang er det så mig. Heldigvis bliver vi kun tre. Det er godt af flere årsager. Først og fremmest har jeg stort set ikke service til flere, og alene det sætter jo sine begrænsninger. Men tanken om en hel familie, bestående af flere medlemmer end jeg kan tælle til, så voksen er jeg ikke blevet endnu. Men det nærmer sig. For jeg begynder snart at få stress. Ikke sådan rigtig stress, bare helt almindeligt migstress. Det betyder bare, at det ligger og rumsterer i hovedet på mig fra nu af, til vi har overstået den gyldne aften. Indtil da vil jeg tænke på slik/mad og kagebagekøbeogproducere. Og juletræer. Og julepynt. For skal jeg købe et stort træ? Hvor fanden køber man et juletræ på Ærø? Og hvis jeg køber et stort træ, hvad gør jeg så med julepynt? Jeg har tallerkner, glas og bestik nok til tre mennesker, hvis vi kan leve med at nøjes med en tallerken.

Men hvad skal vi ellers bruge? Skåle, pander, gryder, potter ting og sager. Har jeg det hele, og hvad hvis jeg ikke har? Er mine forældre i bund og grund ikke røvligeglade med julen? Jeg tror godt, at de kan lide at fejre jul med os børn. Men jeg har dem mistænkt for, at nyde det mere nu, end da vi var små. For dengang var det en stor seance, som børnene så frem til. Nu er det noget, vi gør sammen, fordi det er en god tradition, men vi falder ikke på røven, hvis det hele kikser lidt. Det er i hvert fald det, jeg bilder mig selv ind de næste par måneder.

Karklude

2009-11-15T12:39:00.001-08:00

Det er sjovt, som tingene ændrer sig, når man flytter hjemmefra. I mit barndomshjem er det ikke ødselheden der hersker. Det er heller ikke nærigheden der vinder, men dog husker jeg specielt én ting: Vi vaskede karklude, når de var blevet for snavsede. Eller for ulækre. Som i stinkende og vamle. Selvfølgelig smed vi karklude ud, men stadig når jeg er hjemme, finder jeg hist og her en karklud i klude/viskestykkeskuffen, som er fnulret og åbenlyst genbrugt. En karklud koster godt en krone, og i mit barndomshjem kan sådan en godt holde et par dage, hvis den ellers bliver vredet ordentligt. Så det er ikke en budgetvæltende udgift, hvis man kører brug og smid væk princippet. Hvorfor det princip ikke kører i den henseende, har jeg aldrig fundet ud af. Jeg har faktisk aldrig spurgt om det, og det undrer mig i dag. For i dag har jeg brug for at vide, hvorfor i himlen vi genbruger den slags.

Da jeg flyttede hjemmefra, blev en karklud pludselig en udgift. Måske ikke en budgettilter, men stadig er det ikke sjovt, at smide noget ud efter et par dage, bare fordi det lugter skidt. Sådan gør man jo ikke med sokker. Det sjove er så, at jeg faktisk prøvede konceptet til at starte med. Bruge en karklud, gemme den væk når den var klam og vaske den. Men fordi jeg vasker alt mit tøj på 40grader, blev kluden aldrig rigtig ren, og samtidig syntes jeg, at det var semivammelt at vaske karklude sammen med vasketøjet. Så det er jeg gået bort fra igen.

Samtidig synes jeg, at mine klude lugter værre, end de gør i mit barndomshjem. Og jeg tror faktisk, det er fordi, de ikke bliver brugt så meget her, som de bliver brugt derhjemme. Min karklud bruges en gang i døgnet cirka, det er efter opvasken om aftenen, der er det eneste tidspunkt, hvor jeg sviner i mit køkken. Så kluden ligger i et døgns tid og er opvredet, og her har jeg endelig haft brug for en af de evindeligt irriterende ting, min far har påtvunget mig at lære. En karklud er ikke noget man sjasker til side efter brug. En karklud vrider man, til den er så tør, at sand i Sahara føles som kold cola. Og DET har jeg lært. Så selvom endnu en illusion om at livet hjemmefra, kan være lige så smertefrit som livet hjemme er bristet, så har jeg da lært noget. Nu mangler jeg bare at lære tricket med kun at bruge ën dråbe opvaskemiddel pr. opvask, men den kæmper jeg med endnu.

Frugthaven

2009-11-08T11:18:00.001-08:00

Mit kendskab til konceptet baggård fra min barndom, består af en kattesang, lidt historieundervisning fra folkeskolen og Dan Turélls beskrivelser. Det er endt i følgende: En baggård savner sollys, den stinker af fækalier og katte trives så glimrende sådan et sted. Nu hvor jeg er flyttet et sted hen, med noget der faktisk minder om en baggård, kan den tese jo så komme på en prøve. Og tesen bliver selvfølgelig modbevist i to af tre tilfælde af flere årsager:

1) Baggårde fra min historieundervisning og Turélls digtning var skumle steder, hvor folk boede i flere etager og generelt havde det rigtig skidt.

2) Dengang var træk og slip en mangelvare

3) Kattene bestemte sådan et sted.

Kattene bestemmer stadig her, hvilket vi kommer ind på om lidt. Men først lugten. For min

irrationelle frygt for baggårdenes lugt stammer selvfølgelig fra den gang, hvor etagebyggerierne manglede toiletter, så folk tømte toiletspanden ud i gården fra vinduet. Så det sprøjtede ned i gården og spredte en dunst af fækalier. Det eneste der lugter af i "min" baggård, er alle de nedfaldsæbler der ligger og roder, og sørger for at hver tur ned til skraldespandene om aftenen er et lotteri med benbrud som hovedgevinst. Lugten er syrlig, råddenlig og på sin vis særdeles ucharmerende. Men der er stadig noget over det, mest af alt fordi min baggård er så hyggelig, når æblerne ligger hist og pist, mens hele områdets katte sørger for, at vi aldrig glemmer, hvem der bestemmer: For det gør de.

De sidste to dage, har de været efter mig to gange. Først da jeg åbnede et vindue, som jeg ikke åbner så tit. Det bliver sjældent åbent, fordi det er i vejen for døren, når det står åbent. Og jeg glemmer altid at lukke det, når jeg skal ud af døren. Så det forbliver lukket. Især efter sidste gang. Jeg åbnede det, jeg vendte mig om i fem sekunder. Jeg vendte mig igen, og fik mit livs chok: En kat stod i vindueskarmen, og kiggede på mig med "du skal ikke tro, at jeg ikke har glemt, at du er flyttet ind her, uden at invitere mig med"blikket. Da jeg i dag skulle ud med skraldeposen, åbner jeg døren, og der står missekatten så igen. Med samme blik. Når den ikke bevogter udluftningsfunktionerne i min lejlighed, hopper den adræt rundt fra tag til tag, og gør konstant omverdenen opmærksom på, at det vitterligt er den, der har magten i min baggård. Så selvom lugt og stemning er mil fra min opfattelse, så bestemmer kattene stadigvæk.

Mågeskrig og saltvand

2009-11-01T13:44:00.000-08:00

Da jeg skulle flytte til en lille ø, var en af de ting, jeg så mest frem til duften af havet. Jeg forventede mig ret meget af det, for jeg har altid elsket havet, havne og det specielle liv de indbyder til. Først og fremmest er det den helt specielle havduft. Blandingen af saltvand, tang og tjæreindsmurte reb, er noget af det bedste jeg ved. Dernæst er det synet af vand, det evigt foranderlige element, der fortsat kan hensætte mig i trance, når jeg sidder på færgen og er på vej ud eller hjem. Og så er der selve havnelivet. Det emmer af gamle dage, og det i særklasse bedste syn på en havn er de mange både, med hvert deres charmerende pigenavn der ligger og vugger.

Jeg har fået lidt af den slags, men slet ikke i de mængder, som jeg havde regnet med. Havnen i min nye hjemby er relativt lille, og det er som om, at havduften er forsvundet ud derfra. Faktisk var sidste fredag første gang, jeg lagde mærke til de specielle omstændigheder omkring en havn, og så var det ikke engang i en af de tre havne, der er på Ærø. Det var i Faaborg. Og Faaborg havde det hele. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg er så fascineret af hav og havne, for jeg kunne aldrig finde på at arbejde sådan et sted. Det ville være alt for fysisk udmattende for mig. Men en gåtur langs en havn, især hvis der er lidt spræl i vindstyrkerne kan forfriske mig fuldstændigt. Saltvand, tang og tjæreindsmurte reb - det er fantastisk.

Danske farver at nydes ved

2009-10-26T03:42:00.000-07:00

Mine forældre er stort set lige landet fra en tur til SydAfrika. Og efter at have set et par hundrede billeder dernedefra, kan jeg skrive under på, at vilddyr, stråtag og store træer med grønne blade udgør et smukt syn. Et virkelig smukt syn. Et helt igennem fantastisk, storslået og åndenødskreerende syn. Alligevel synes jeg, at Danmark er flottere. Det kan være, det er fordi, jeg ikke selv har været dernede, og kun har set det hele på 208 fotos.

Men når jeg ligger på mine forældres sofa, og kigger ud i deres have, overvældes jeg af et farvespektrum, der spænder fra den mest nysselige grøn, til et kraftværk af orange efterår. Det er den samme sang på Sydfyn, hvor jeg dagligt slår mine folder. Det er ikke grøn og sand, det er alle farver, der er kastet sammen i et orgie af sanseindtryk, som man aldrig bliver træt af at kigge på. En køretur dernede giver dig udsyn over Danmark, når landet i særklasse er smukkest.

Dale med marker, der er pløjede, pinte og mørkebrune. Skove i alle efterårets nuancer. Havet til venstre. Og i bunden af dalene, mellem markerne: Små huse i alskens farver, der omfavner en hvid kirke, der i de rette omgivelser også er ganske smuk. Det siges, at helheden med til at forstærke indtrykket, og det er også korrekt. Men de enkelte elementer er også fantastiske. En gåtur i en dansk skov på en efterårsregnvejrsdag kan inddeles i dufte, syn og fornemmelser af liv. Det er på sådanne tidspunkter, at jeg skubber småracisme, røvpolitikere og idiotiske tvindslag fra mig, og favner det der også er danskheden: Danmark i oktober måned er smukkere end smuk. Punktum.

Hjem kære hjem

2009-10-18T23:26:00.000-07:00

Der er noget specielt over at flytte, i hvert fald hvis man ikke gør det så tit. Jeg flyttede første gang, inden jeg var et år gammel. Igen da jeg var omkring fire. Og igen da jeg var 22. Jeg husker sjovt nok ikke så meget fra de første to gange, mens min flyttehjemmefraflytning stadig står i stærk erindring.

Da flyttede jeg på kollegie, dubletlejlighed med delekøkken og bad med ét andet individ. Og efter et par horrible oplevelser og forsøg udi fejlkommunikationen, (forsvarskommandoen kunne virkelig lære noget af mine to første rum(væsnen)boer og mig, endte jeg med at have det rigtig sjovt med min sidste rumbo. Men jeg var jo ikke rigtigt flyttet hjemmefra, for jeg boede ikke alene. Det gør jeg nu.

Helt alene. I noget der vel på papiret er to værelser, med eget køkken og bad. Køkken i stuen, bad uden gulvvarme, med gammeldags drejedimser seperat til koldt og varmt vand og et vindue der vender mod en gård fyldt med blade. Så hver gang jeg lufter ud, kommer mit badeværelse til at ligne et scenarie fra en Skærsommernats Drøm. I kollegielejligheden var jeg tvunget til at dele køkken med en anden, men køkkenet stod ikke i min stue, og der var ikke gulvtæppe i mit køkken. Hvorfor det nogensinde blev vurderet som værende en god idé, da gulvproblematikken skulle løses i min nye lejlighed, fatter jeg ikke - men faktum er, at jeg nu har et gulvtæppe i mit køkken, der har en fin lille firkant af svedent plastiktæppe, fordi jeg tabte en jævnt varm bradepande på det.

Men jeg bor alene, og det er fantastisk. Følelsen af at man ikke bliver forstyrret, hvis man ikke forstyrrer verden omkring en er fantastisk, og man kommer overens med manglende gulvvarme ved at gå i bad om aftenen, og man lærer hurtigt at lufte kraftigt ud, når man laver mad i den stue, som ens tørrestativ står i, fordi det er det eneste sted der er plads. For alle småproblemerne opvejese, når man kommer hjem efter en lang ret så søvnløs weekend i gode venners lag. Når man træder ind ad døren til ens hjem, og bare har brug for kold cola, hurtigmad og stilhed, og ved, at det er præcis hvad man får, fordi man bor alene, og der derfor ikke er en båtnakke af en rumbo, til at drikke ens cola, fordi tømmermændende bankede på og - "du var jo alligevel ikke hjemme, men jeg køber en ny i morgen, kiosken er lukket," - derfor: Man kommer hjem, man kravler i et par shorts med stor livvidde og en blød t-shirt. Man finder cola, man varmer chili con carne og hvidløgsbrød. Man kravler under tæppet på sofaen, og man tænder tvet. Man nyder stilheden, og gruer for det tidspunkt, man skal ud på badeværelset uden gulvvarme klokken lort om natten, fordi man har drukket for meget cola.

Der er langt til Århus

2009-10-11T12:05:00.000-07:00

Når man sidder på Ærø og skal planlægge en tur til Århus, vil turen se nogenlunde sådan ud: Færge til Svendborg, tog til Odense og et andet tog til Århus.

Fredag aften var jeg på følgende tur:

Færge til Svendborg, tog til Odense

Kom ind i det rigtige tog til Århus, troede jeg. Det var på den rigtige perron, men det var toget fra afgangen før, 40 minutter inden mit tog skulle afsted, der stadig holdt i Odense. Årsag? En mand havde begået selvmord på skinnerne. Konsekvens? Al togtrafik på fyn blev afblæst. Vi blev læsset ud af toget og over til busholdepladserne, hvor det var meningen, at vi skulle videre til Jylland. Der blev vi smidt tilbage til den gamle perron, fordi busserne var aflyst. Derfra gik det ind i ét tog, hvor vi kørte fem stops, vi nåede lige akkurat til Jylland, og så blev vi smidt ud af det tog, der var det første der kørte fra fyn til Jylland i fire timer. Derfra ventede vi så, vi var inde i to forskellige tog, der var overfyldte, for så at ende i et tog, der var overfyldt, men dog levnede plads til os. Jeg tog afsted klokken 17.55 fra Ærøskøbing, jeg skulle have været i Århus klokken 21:45. Jeg var i Århus ved midnat. Og jeg var heldig, at jeg ikke havde vigtige planer. Ingen klimatopmøder, nobelprisoverrækkelser eller bankrøverier. Jeg skulle "bare" være social med mine venner, og min chauffør var heldigvis så venlig, at han gad komme til Århus og hente mig med to timers forsinkelse.

Min opgave for næste uge er derfor, at få en masse penge tilbage. Som minimum min pladsbillet, for den fik jeg på ingen måde brug for.

Status: Landet og ved godt helbred

2009-10-04T13:25:00.000-07:00

I dag er det over to måneder siden, at jeg landede på Ærø. Som altid går tiden hurtigt, når man reflekterer over den. Men det er gået hurtigt. Jeg er kommet ind i en arbejdsrytme, der involverer masser af journalistik hver dag, og jeg har fundet min plads som borger på Ærø.

Dermed ikke sagt, at jeg er faldet til. Men jeg er her, og jeg har det fint. Det er en speciel følelse at være her, og jeg er overbevist om, at følelsen forstærkes af det faktum, at jeg er her på lånt tid. Jeg kan mærke, at jeg ikke gider engagere mig med den lokale befolkning, medmindre mit arbejde byder mig det. Socialisering er mig ikke fremmed, men alligevel vil jeg hellere sidde "hjemme" med en bog, end jeg vil være udenfor i virkeligheden. Når jeg har fri forståes.

Da jeg flyttede herover, var min omgangskreds sikker på, at jeg ville få økuller med det samme. Og måske har jeg fået økuller, men min definition af begrebet er ikke negativ. Tværtimod. For mig er økuller afstandstagen til jeget, og en måde at genstarte hjernen, sindet og sjælen på. Jeg har haft to måneder, hvor jeg har været en del alene - noget jeg altid har nydt. Men nu ser jeg også frem til, at jeg de næste fire uger i træk skal være social med mennesker jeg holder af, og nyder samvær med. Tiden hernede giver mig altså perspektiv, jeg har lært at værdsætte de venskaber jeg har. Samtidig har jeg genfundet glæden ved at læse. På studiet blev det ikke til meget, fordi vi også læste en del pensum. Men den sidste uge har jeg læst tre romaner, jeg har en samling reportager fra verdenshistorien på sengebordet, Ringens Herre i stuen og to bøger på biblioteket, der venter på, at jeg kommer forbi og henter dem. Altså har jeg fundet tilbage. Til dengang jeg ikke havde andre muligheder end at læse. Og fordi jeg denne gang selv har valgt det, nyder jeg at læse. Og det er fantastisk.

Lige så fantastisk er Ærø. Den sidste uge har jeg gået en del ture, og naturen herover er mageløs. Havudsigten har jeg stadig ikke vænnet mig til, men samtidig er der bakker, træer, dyreliv og en duft af landliv over det her sted. Det er imponerende.

Politikere skulle mutes

2009-09-27T12:36:00.000-07:00

Jeg er for ytringsfrihed. Jeg var for at Muhammedtegningerne røg en tur igennem trykpressen én gang til, da tosserne, der gemte sig bag en hellig bog, skabte sig påny. Men derfra og så til at give politikere taletid i den danske presse, der er der satme et stykke.

Når jeg hører udenlandske politikere tale, hører jeg dem udelukkende tale politik. Eller også taler de verdens gang med et politisk udgangspunkt. Selvom det kan være trættende, at høre engelske politikere knævre om nødvendigheden af mere kameraovervågning, er det dog at foretrække fremfor den danske model.

De sidste 10 gange jeg har blændet op for mit TV, og observeret en eller flere danske politikere på skærmen, har de brugt mest tid på at svine modstanderne til. Og det er grunden til, at jeg nægter at affinde mig med et politisk standpunkt. På den ene side er det godt for mig, fordi jeg teoretisk set skal være apolitisk i min branche. Men samtidig er jeg en del af et fag, med stærke rødder i partipressen, og det forventes som minimum fra mine omgivelser, at jeg tager stilling til politiske dagsordener. Det vil jeg også gerne, men det bliver aldrig med udgangspunkt i aktuelle partiers holdninger. For jeg ved ikke, hvad de mener. For hver gang en af dem åbner munden, er 90% af det, der kommer ud af munden, skrald. Lort. Affald. Flere navne kan knyttes, men det er ikke nødvendigt. Faktum er, at politikere i Danmark burde feje foran egen dør og begynde at tale politik igen.

Selv da Forbrydelsen II søndag aften rullede over TVskærmen blev jeg ikke forskånet for det, for politikerne deri smedede også personlige rænker af utålelige længder. Det gør mig træt, gør det.

Noget andet der trætter mig er stadig myg. Jeg har efterhånden affundet mig med at antallet af edderkopper hernede er ufatteligt stort, men for fanden hvor jeg hader myg. Vi skriver snart oktober måned, og alligevel skal jeg stadig stikkes. Og dårlige dage bliver kun værre, når fire myggestik efterfølges af en håndvask der bliver overfyldt med vand, og derefter vælger at vande mit gulv. Der er belagt med et tæppe. Sjældent har jeg tørret så meget vand op fra et gulvtæppe. Og vejret er stadig sommeragtigt, man savner en vinterdepression. Næsten da.

Han huskede ingenting

2009-09-20T13:29:00.000-07:00

Jeg synes egentlig ikke, at jeg bliver harm særligt ofte, når jeg ser TV. Selvfølgelig bliver man sur, når man hører Peter Lundin bede om tilgivelse for sine gerninger på gebrokkent engelsk, imens et billede af den pæne resocialiserede og velfriserede mand pryder skærmen. Men det alligevel en kombination af harme og medlidenhed - og en smule kvalme.

Men jeg blev decideret sur, da jeg overhørte en snas nyhed fra TV2 i denne uge. Indslaget handlede om en mand, der stod tiltalt for at have smadret sin bil ind i en anden bil, og dermed taget livet af et meget lille barn. Manden erklærer sig fuldstændig uskyldig, og hans argument er, hold godt fast, at han ikke kan huske noget.

Jamen SÅ skal du da ikke i fængsel ven, du skal erklæres hukommelsesløs i gerningsøjeblikket, og det er jo helt okay...

Èt er, at man ræser igennem Københavns gader på, hvad politiet da manden blev anholdt, antog for at være et miks af sprit og stoffer. Andet er, at man vakler hen til en busk og lader vandet, mens forbipasserende forsøger at bringe livet tilbage til et otte måneder gammelt barn. Det i sig selv er forkasteligt på et plan, som jeg slet ikke forstår. Men at man i retten erklærer sig uskyldig, og bruger hukommelsessvigt, på baggrund af en ordentlig trykkoger inde i ens i forvejen mikroskopiske hjerne som argument for, hvorfor man er uskyldig. Det er et bevis på en afstumpethed og et symptom på noget jeg ikke kan sætte ord på. Men det gør mig harm. Og harm er et godt ord at bruge der.

Det til side - så kan jeg godt lide den tyske ambassadør. Flink mand. Han insisterer på at tale dansk med danskerne, og han er flink nok til at invitere en med på hans yacht, byde på øl efter arbejdstid, servere smørrebrød til alle under de officielle arrangementer, og ellers smile konfuckingstant. Og så var hans ambassadørbil topblæret.

Og Jægerbogen er udmærket - mindre filosofisk end BS der danser på kanten af livet, men så igen, den bog var en kombination af Rambo og Dalai Lama, Jægerbogen er hårdkogt drengerøvs "jeg føler kun hjertet slår, når jeg står i lort til halsen med stive ører og gluggerne vidt åbne, fordi der render en Talebaner rundt med en AK47 og vil skære halsen over på mig, med en kniv der havde givet mindst 30 dage i spjældet i lille Danmark"-attitude. God bog. Kort sagt.

Du fine vestenvind, medbring passat og stormvejr

2009-09-13T13:02:00.000-07:00

Jeg bor på en ø. En ret lille ø. I Danmark. Og jeg ved mindre om geografi, end jeg havde regnet med, og det siger alligevel en del. Jeg mindes svagt, alle de fine tegninger af høj- og lavtryk vi lavede i gymnasiets geografitimer, men de giver ingen mening for mig længere. Faktum er, at jeg havde regnet med noget, for mig, bedre vejr på den her ø. Og med bedre mener jeg regn.

Konstant. I stride strømme.

Bevares jeg er glad for sommeren, men den har vi ligesom oplevet. Nu vil jeg gerne have en orkan eller tre, der ligesom kan ruske det hele lidt rundt, så vi kan mærke hvordan det hele svinger. Eller noget.

Det med den lille ø, bygger på, at jeg havde regnet med, at der ville blæse meget ved kysterne sådan generelt, og at det her på Ærø ville blæste og regne konstant. Fordi øen er lille. Ligesom. Men nej. Derfor er her nu varmt. Faktisk så varmt at jeg sveder, og mit soveværelsesvindue har ikke været lukket i en måned. Til gengæld var der en skabslåge der var åbent heroppe, og jeg mindes ikke at have åbnet den. Så enten har jeg stor edderkopper, eller også har kattene tommelfingre. Og jeg ved ikke, hvad der skræmmer mig mest.

Og Vi de druknede en god bog, men heller ikke der regner det, til trods for at jeg har læst over 400 sider, der har strukket sig over tre generationer. Næh på Ærø regner det ikke, smilets ø sydpå er en fucking tropeø i norden. Shubidua fik ret, Costa Ærøskøbing er en realitet, og jeg er en mavesur Keld fra olsenbanden der drømmer om regnvejr engang ved lejlighed.

Så lang en rejse, for så hjemlig en følelse

2009-09-06T13:01:00.000-07:00

Overskriften er en del mere pompøs end selve oplevelsen var det, men det var nu stadig fedt.

Rejsen foregik fra Ærøskøbing, (hvor jeg bor), til København hvor Dronningen bor. Men det var ikke hende, vi skulle besøge. Næh vi, og med vi mener jeg mig og mine praktikkolleger, skulle besøge Ritzaus bureau og Københavns Politis presseafdeling. Officielt var det for dannelsen, uofficielt var det en måde hvorpå vi kunne lære hinanden at kende.

Selve turen startede for mig klokken 04.30, eller cirka samtidig med det tidspunkt min far normalt vågner på. Ukristeligt er hvad det er. Herfra skulle jeg ud af fjerene, under bruseren og ned på havnen for at fange den første færge klokken 05.55. Og det klarede jeg til UG med kryds og slange. Den næste etape på turen blev knap så elegant udført. Fra Svendborg havn til Svendborg banegård er der ikke langt, og teoretisk set skulle jeg kunne nå derop på de estimerede syv minutter jeg havde, fra færgen landede til toget tøffede. Teoretisk set. Jeg nåede det nemmerlig ikke. Og vi kom med et senere tog. Og kom for sent ind på Ritzau. Trist var det. Officielt. For der var ikke vildt meget kapow over telegrafbureauet. Det var mest af alt en masse flinke mennesker foran en masse standardiserede computere.

Så var der mere action over næste stop. Politiet. Først og fremmest foregik det på gården. Den cirkelrunde ting med den nok så landskendte gård, hvor mangt en olsenbandefilm har haft en scene fra. Her mødte vi en flinker politimand, der sammen med den nye politidirektør og ham den skaldede (Per Larsen?) står for pressekommunikationen. Mødet i sig selv var sjovt nok, men det var turen hen til kontoret hvor mødet skulle foregå, der var turen værd. Hele turen. jeg så nemlig politidirektørens kontor. Og den ny direktør har ikke fået ryddet op efter Hanne Bech Hansen. Noget jeg ellers ville gøre pronto. For mage til kulturopkast skal man satme lede længe efter. Træpaneler, oliemalerier og Philip Starck (ham med den berømte saftpresser) møbler kæmpede om opmærksomheden, mens en kæmpe lampe der bestod af nøgne pærer med vinger af ægte fjær(???) oplyste hele herligheden. Det var mageløst.

Og så til den hjemlige følelse. For da dagens indlæring var på plads, var det tilbage til hotellet for at pakke ud og lande lidt. Dernæst stod den på Tapas der smagte godt og en tur ud i det københavnske natteliv som jeg har været glad for de gange jeg har haft æren af at være derovre. Også denne gang var det skægt, vi besøgte en del barer, og det var så det sidste sted der stod for turens mest interessante indslag. Mit i kongens København, klokken to om natten, på en beværtning med træpaneler, læder på stolene og skod i askebægrerne sad vi og drak Odense Pilsnere fra Albanibryggeriet. Den dag i dag fatter jeg ikke helt hvordan og hvorfor. Men de smagte nu fint, og de gjorde også at hjemturen foregik i mere eller mindre stilhed.

Turen hjem var i øvrigt længere end lang. Jeg kom nok engang til at holde af mig selv for altid at medbringe alt for megen litteratur overalt. For da jeg landede i Svendborg var der ikke 60 minutter til færgen gik, som jeg havde forventet. Der var 150 minutter. To en halv fucking time. Og det er langt. Især i Svendborg. Men havnen serverer en god fisk, og bænkene er relativt behagelige, så det hele går nok i vor dag'!

Edderkopper i skrækkelige kryb

2009-08-30T12:11:00.000-07:00

Jeg har hele mit liv haft den opfattelse, at vi levede i et moderne samfund. En verden hvor der var tjek på tingene, hvor mennesket regerede, og hvor dyrene var underordnet os. Det er måske en kynisk holdning for nogen, men for mig har den fungeret. Den har holdt min frygt for den dag tigrene fra Indien, elefanterne fra Sydafrika og naboens kat i samlet flok bankede på, for at tage hævn over mig og mine senmoderne vaner med TV og varm mælk på afstand. Med undtagelse af varm mælk, jeg har aldrig drukket varm mælk. Derfor irriterer det mig den dag i dag, at vi ikke har udryddet de mest irriterende småkryb. Myrer, stankelben, myg, fluer og edderkopper. Bare dem.

Da jeg boede hjemme, var jeg en smule bange for edderkopper og en hel del mere bange for stankelben. Det der irriterede mig mest, var når folk verfede min frygt af som irrationel. Bare fordi de ikke kan slå mig ihjel, kan jeg stadig godt ligge søvnløs over tanken om, at de kunne finde på at slå mig ihjel. Det møde med en edderkop jeg husker bedst, var engang jeg skulle lege med mine Duploklodser. Altså har det været ret mange år siden. Men jeg husker det stadig tydeligt. Bedst som jeg gravede godterne ud af de gule plastikkasser min samling lå i, åbenbarede dette behårede kryb sig for mine øjne. Og jeg skreg sikkert mine lunger af led, og nægtede sikkert også at røre kassen igen før hver en klods var vendt og hvert et hjørne i værelset var støvsuget af en flink forælder med tålmodigheden på seriøst overarbejde. Stankelbenene husker jeg bedst som de kryb jeg brugte en sommer på at vænne mig til. Det endte med at jeg ikke rystede som et godt gammeldags espeløv når jeg så dem. Indtil den dag en af dem fløj ind i mit øje. Så var det forfra med at se frygten i øjnene. I bogstavligste forstand.

Da jeg flyttede på kollegium forsvandt frygten ikke. Men den blev skubbet væk. For der var ikke mange stankelben og endnu færre edderkopper i den moderne bygning jeg boede i. Jeg kan huske, at jeg tænkte over det, mens jeg i familiebilen kørte mine ejendele til Ærø. Jeg frygtede med et tænkt grin, at de gode tider uden røvirriterende og skideskræmmende kryb var forbi. Og huha hvor er de forbi. Fra dag ét har jeg kæmpet med edderkopperne, og med farmands visdomsobservation om, at det kun bliver værre når regnen begynder at falde og temperaturen daler samme vej, har jeg til tider levet i konstant irritation. For jeg er ikke bange for edderkopper mere. Ikke meget i hvert fald. Men for fanden hvor er der mange. Derfor var det også en lykkens stund, da der var besøg fra hovedlandet for en uge siden. Med i familiebilen var der nemmerlig gift til de satans skadedyr. Gift så kraftig at jeg fik hovedpine da det blev sprøjtet ud i min dejlige lejlighed. Gift der gør, at jeg stadig finder lig af de døde flerbenede møgirriterende skodvæsener som jeg hader med så megen energi jeg kan mønstre. Oven i den lykkelige giftgave, fik jeg også en elektronisk fluesmækker. Den er min bedste ven. Det siger til tider knald når jeg popper en lille peter edderkop, og stankelben og spyfluer får kærligheden at føle, når jeg svinger den elektroniske dræbermaskine, som var jeg kvindelig dansk tennisspiller med polske aner.

Og derfor til noget helt andet:

En af vores bedste fodboldspillere nogensinde, ja måske en af de bedste i verden, Peter Schmeichel, havde en polsk far. Verdens pt. ottende/niende-bedste kvindelige tennisspiller er dansker. Men Caroline Wozniacki har en polsk far. Jeg siger ikke mere. Bare at det måske ikke var det smarteste at køre en hær ind i landet dengang for snart mange år siden. Med de aner de har for sportsmænd, kunne Polen havde været europas dreamteam i omgang med bold. Men det er jo bare en hypotese. En hypotese der er uden hold i virkeligheden. Og i bund og grund er jeg ligeglad, jeg har edderkopperne under kontrol. Sådan da. Bevæbnet med gift, elektronisk ketcher og støvkost tager jeg kampen op. For jeg nægter at være bange for kryb der er så meget mindre end mig. Hvis bare ikke de havde så fucking mange ben.

Kommunalmøder og nuttet pipfgul

2009-08-23T12:44:00.000-07:00

Hvem havde troet at kommunalmøder kunne være sjove? Og hvem havde troet, at der der så meget gejst for at lave børneteater på Ærø? Det sidste først.

Huset ovenpaa er et koncept jeg har beskrevet i medierne. I bund og grund tre piger der har annonceret en stiftende generalforsamling, fået lovning på nogle lokaler og så ellers håber at byens indbyggere har nogle idéer. Det havde de. På fem minutter blev der valgt syv medlemmer, der stod for hver deres gren af kulturliv. Alt fra børneteater til grafitti. Men kæft de knævrer sådan nogle. Mit hoved var fyldt til bristepunktet, og at næste punkt på dagens dagsorden for mit vedkommende var et kommunalmøde glædede mig ikke. Jeg frygtede faktisk at falde i søvn.

Men lokalpolitikere er ganske flinke, og mødet var overstået på 20 minutter. Men det var også en rekord fik jeg at vide. Der er kommunalvalg til efteråret, og der kommer møderne til at strække sig. Generelt var det ganske underholdende, men jeg fik dog dagens sjoveste indslag fra en lokal person, der da ordet blev givet rejste sig op, og med mord i øjene spurgte kommunen, om de agtede at drive bankvirksomhed, siden de alligevel var igang med at udkonkurrere ærlige næringsdrivende.

Det hele startede vist med, at kommunen støttede indførelsen af ellejebiler på øen, og det truer vist hans forretning. Mener han. Som den eneste. Men sjovt var det.

Dagens billede er den mest nuttede pipper. Den fløj rundt inde i mit soveværelse i morges, og sad henne ved min seng og den ku' ik' find' ud nej den ku' ej. Og jeg aede den! Og fik et dårligt billede af den:

http://FiskereN.googlepages.com/Nuttetpipper.JPG

Se hvor nuttet den er!

Internet oh vidunderlige Internet

2009-08-16T11:29:00.000-07:00

Så kom det hele på plads. Jeg har fået en seng, mit køleskab har begået selvmord, og jeg har fået Internet.

Sengen først. Den blev leveret til døren, smidt ovenpå og så fik jeg mit et soveværelse. Fyldt med edderkopper. På en god dag slår jeg seks ihjel inden sengetid. Og når at dræbe to mere inden jeg falder i søvn. Ufedt. Edderkoppegift modtages med kyshånd!

Men sengen er god, og efter at jeg har fået den placeret midt i mit soveværelse, som en ø i edderkoppehavet, sover jeg udmærket i den.

Det flinke køleskab valgte at stå af sådan cirka midt på ugen. Jeg kom hjem fra arbejde efter en lang dag, faktisk var jeg føst hjemme klokken 21, jeg smed en karton juice i fryseren, åbnede køleskabet og konstaterede at lampen lyste, ergo måtte det jo virke. Ikke? Nejda. Det virkede ikke, og ud røg ost, ærter, frikadeller og lidt andre småting. Men dagen efter fik et et køleskab der køler fint. Helt fantastisk fint faktisk. Så verdensfreden er genoprettet.

Og så det vigtigste. Som udgangspunkt må man jo tro, at TDC kan levere Internet til en adresse, der ligger 300 meter fra deres central. Sagt på en anden måde, så ligger deres central i min baghave. Men nej. Hvad så med Telenor? Flinke mennesker, og de kunne sælge mig Internet. Der efter to dages kamp mellem mig og udstyret faktisk virker nu. Upåklageligt endda.

Og for et kvarter siden lå jeg og læste i min sofa, og pludselig løb der en kat gennem stuen, kiggede trodsigt på mig og smuttede igen. I går aftes kravlede der en snegl hen over min vindueskarm, og jeg har fanget to fluer i hvert deres glas mens deres fire venner zummer rundt og irriterer mig grænsløst. Jeg har en zoologisk have for alt fra søde til irriterende til klamme klamme dyr. Wuhu!

Journalistikken går det helt fint med, jeg oplever stadig en ustyrlig glæde over at skrive artikler, og jeg synes at alt er sjovt og spændende at skrive om. Hvor længe det varer ved, aner jeg dog ikke. Men nu må vi se. Ugens tophistorie var klart papagøjen der fløj fra sin ejer, vi må håbe den finder hjem igen. Og så er Netto alt for god. Alt for mange tilbud. På blandt andet bøger. Jeg skammer mig. Næsten.

Men også kun næsten.

En kort lang uge er overstået

2009-08-09T13:05:00.001-07:00

Verden er en underlig størrelse, men jeg elsker mit job. Så det er det værd.

Først og fremmest: Ærø er underlig. Intet mindre. Det er svært at forklare, men jeg føler mig til tider hensat til en TVserie om turisme i øhavet, her er masser af turister, og sammenkoblet med at jeg har talt med turister en hel del den sidste uge, gør at det er lidt besynderligt det hele. Men nok om det.

Først uge som journalist startede godt, og sluttede godt. Og det midt imellem var så om så, både godt og skidt, og heldigvis mest godt.

Mandag mødte jeg klokken 08.55 til en fin skideballe af min ny chef. Hun troede jeg vidste, at jeg skulle møde klokken 08.00, og jeg troede at hun vidste, at jeg den første dag skulle møde 09.00. Misforståelsen blev hurtigt udredet, og jeg fik en gigantisk undskyldning, så intet at komme efter der. Siden da er jeg konsekvent mødt et kvarter før tid, gerne tidligere. Men det er ikke fordi, at jeg er bange for at komme for sent. Jeg elsker bare mit job. Så let kan det siges.

I løbet af min første uge har jeg talt med en snart 90-årig dame der hellere arbejder frivilligt end går i stå, jeg har fået skældud af Post Danmark for at skrive på grænsen af det tilladte, og derfor af Post Danmark fået at vide at den slags er skadeligt for min karriere. Ja ja slap lige af, jeg skrev en artikel der var fuld dækning for, det eneste I var sure over var rubrikken, så kan I fucking lade være med at tage et øgebyr. Hattemænd. Anyway. Udover det har jeg talt med turister, fucket indstillingerne op på et idiotsikret kamera, og fået et lift i den legendariske bilmodel fra programmet Top Gear. Og fået en forside, og fået alt i jeg har skrevet. Jeg er faktisk stolt af mig selv.

Oven i det er lejligheden 99% færdig. Jeg mangler en seng og noget Internet. Okay uden fast Internet er jeg her stadig kun halvt, men det hele skulle ordne sig i næste uge. Og alt det andet er på plads. Det er skønt. Skæppefucking skønt.

Jeg har klaret livet uden Internet ved at spille spil, se Matador til en afveksling og læse de bøger jeg fik i gave af folket da jeg forlod dem. Og de to første var faktisk udmærkede. Hvad ellers? Netto er en dejlig forretning - også på Ærø, og Spar er knap så sej. Det koster 40 kroner at vaske en maskinfuld tøj, og her er så varmt at det er grotesk. Min husleje bliver en tand højere end jeg regnede med, men jeg har allerede taget langt flere billeder end jeg havde regnet med at komme til, så jeg tror det kommer til at gå lige op.

Og så mangler jeg mere end nogensinde min fars værktøjskasse. At jeg skulle skille mit sofabord ad med en tilfældig umbrakkonøgle er en ting. Men at jeg skulle save et ben af en stikdåse med en udslidt brødsav, det havde jeg ikke regnet med. Det tog over en time i øvrigt. Men hvorfor i himlens navn er der ingen trehullede kontakter herovre? Jesus.

Sidst men ikke mindst: Ærø er fyldt med edderkopper. Jeg brøds mig ikke om dem, men nu har jeg støvsuget hele loftet, ja loftet, det der ovenover mig, så må vi se. Mine naboer er også ganske søde, og efter lidt roden har jeg fundet plads til alle mine bøger. Og hængt Stauning op. Wuhu! Alt i alt en god første uge, og jeg glæder mig virkelig til at komme igang med den næste!

Kochie er landet

2009-08-02T11:35:00.000-07:00

Og jeg nåede at lave ét indlæg, før jeg forbrød mig mod min egen opgave. At skrive en gang om ugen. Men mageligheden sejrede. Men nu er jeg landet, så det burde gå den rigtige vej herfra.

Først lidt om hvad der er sket siden sidst.

Først og fremmest fik jeg faktisk mit lån i banken. Uden problemer. Det krævede bare, at jeg talte med min personlige rådgiver. Hun var mere end glad for at give mig en kassekredit. Hun var også flink til at forklare mig, hvad en kassekredit er. For det havde jeg vitterligt ingen idé om.

Og så skulle den gamle "lejlighed", der jo egentlig er et fancy kollegieværelse, tømmes. Det burde være en formsag, og det blev det egentlig også. Sådan da. For jeg lagde flytteugen, der startede mandag og sluttede onsdag med en flytning sjovt nok, ud med at holde en mindre fest for at fejre at jeg havde lånt penge af banken. Dagen efter vågnede jeg til et gulv der var rent. Men det var kun rent fordi jeg havde vasket det klokken fem om morgenen, efter det var blevet søbet ind i en halv liter kirsebærvin og andre sjove småting. Festen var egentlig et ret generelt billede på, hvordan jeg har behandlet mit værelse. Jeg har altid gjort grundigt rent efter fester, og jeg har altid holdt det nogenlunde ordentligt. Men samtidig har jeg holdt fester der har omhandlet gode mængder alkohol og alt for mange mennesker. Det har gjort at lejligheden nok ikke har fået den pæneste behandling overall. Så da den skulle synes var jeg mildt sagt nervøs. Jeg forventede faktisk at miste hele mit indskud.

Men ingen flytning intet syn. Det skulle overstås først. Min far og jeg pakkede hele mit 18 måneders studieliv ned i en flyttebil på en lille arbejdsdag, og pludselig boede jeg i mit barndomshjem igen. På mit første værelse for at det ikke skal være løgn. Tiden derhjemme var smertefri nok. Men jeg kunne godt mærke på mine forældre, at de ikke var vant til at have sovende gæster over flere dage. Og de kunne uden tvivl mærke at jeg ikke var vant til at bo sammen med dem længere. Det gik dog over alle forventninger, og eftersom de var på ferie ude af huset i halvdelen af tiden, var det slet ikke så slemt.

Og så blev lejligheden jo synet. På 10 sekunder. Dagen før havde jeg brugt ni timer på at gøre den ren. Det eneste der skulle konstateres, var at mit gulv var grimt. Det vidste jeg godt selv. Det ville koste 500 kroner. Den havde jeg til gengæld ikke set komme. Så der burde komme en stor flot check hjem til mine forældre inden længe, som så skal et smut til Ærø, så den kan blive sat i banken, så jeg kan få startet den opsparing der skal sikre et nyt indskud til februar.

Så skulle den flytning der jo overstås. Jeg havde aftalt med udlejeren at jeg ville lande på Ærø den første august 2009 med den første færge. Hvilket vil sige klokken 12. Jeg landede klokken 12 med min far. Hvilket vil sige at vi stod op klokken seks. Hvilket jeg godt kan. Men det er ikke noget jeg nyder. På nogen måde. Men vi landede da. Og der var ingen udlejer. Wuhu! Han var ikke at finde ved sin forretning. Ej heller ved lejligheden. Den så til gengæld tom og indflytningsklar ud, så lidt godt var der da i vente. Og efter to timers telefonopkald, googlesøgning og køren rundt på Ærø efter forskellige adresser, fik jeg faktisk udleveret ikke bare en, men to nøgler af udlejerens dejlige kone, der kunne fortælle mig, at vi var gået galt af hinanden. Han troede først jeg ville lande mandag. Nåda. Men ingen skade sket. Det tog bare to timer ud af indflytningstiden, så vi måtte løbe lidt hurtigere. Hvilket vi også gjorde. Jeg kiggede ikke meget på klokken de næste seks timer vi havde, inden bilen skulle pakkes igen så min far kunne komme med dagens sidste færge. Vi fik flyttet en sofa og et kæmpebord ind uden problemer. Vi fik med lidt kvaler samlet adskillige Ikeamøbler og tømt et utal af flyttekasser. (Jeg kan vitterligt ikke huske, hvor mange kasser jeg faktisk havde med). Vi fik ikke flyttet min seng ind! Det gjorde vi ikke fordi den er for stor til at kunne komme op på mit soveværelse. Trist er hvad det er. Men så har jeg da en undskyldning for at sove på sofaen de første dage, til jeg får købt mig en mindre seng. Den sidste halve time var særligt hektisk, der blev samlet, skruet og knoklet til det sidste. Og det lykkedes faktisk. Jeg blev flyttet ind. Jeg var tilfreds. Ja næsten lykkelig. Min far? Han var utilfreds med at det rodede. Men sådan er vi jo så forskellige, jeg nægtede at give ham lov til at bruge et par timer til på at rydde op, for så at tage en færge dagen efter, og dermed skulle ud og købe endnu en billet. Det var altså for tåbeligt.

Så istedet har jeg selv brugt min søndag på de sidste detaljer. Jeg har fået pakket alle kasser ud. Jeg har fundet ud af, at jeg vitterligt skal have købt nogle hylder til mit tøjskab. For tøjet er stadig i tasker. I skabet dog. Trods alt. Og så har jeg fundet ud af, at hullet op til mit soveværelse hader mig. Sengen kunne ikke være der. Og mit lille bord, der skulle stå ved siden af sengen, kunne det være der? Nej da. Det var jeg nødt til at skille ad før der var plads. På den anden side er jeg helt stolt af, at jeg faktisk har skilt noget ad selv. Det plejer at være farmand der gør det. Men farmand er en færge, en bus, et tog og endnu en bus væk. Så metaldimsen der ikke er en skruetrækker, og som jeg har fire af fordi der fulgte en med hver Ikeastol jeg har købt, blev motioneret, og nu ligger bordet da deroppe. Sammen med en masse sengetøj og alt muligt andet, som jeg ikke får brug for den første uges tid. Tilbage er en flyttekasse hernede med småting jeg ikke har brug for, og en kasse med affald der skal smides ud. Og så skal der hænges billeder op på væggene. Men ellers er her fint. Vinduerne lufter ud. Fjernsynet viser TV2. Og min sofa er skøn. I morgen klokken 9 starter jeg på de første seks måneder af min tid som praktikant hos Fyns Amtsavis. Og jeg glæder mig usigeligt.

Velkomst/Tanker om at flytte/tanker om at bo på en ø/mere pjat fra tankespindet

2009-07-12T08:37:00.000-07:00

Dette første indlæg bliver sikkert langt. Meget meget langt. Meningen med min "blog" er, at jeg opdaterer den én gang om ugen fra nu af, og indtil jeg stopper med at være praktikant igen. (Forklaring følger) Det sker i februar 2011. En uges oplevelser behøver ikke fylde vildt meget, men dette første indlæg vil forsøge at formulere mit liv gennem de sidste 18 måneder. Altså: Dette første indlæg bliver "sikkert" langt. Men lad os tage det fra en ende af. En lille FAQ om man vil.

Q: Hvem er jeg?

A: Mit navn er Peter Koch. Jeg er født i 1986 og er i skrivende stund 23 år gammel. Modsat de fleste af mine jævnaldrende har jeg sjældent været i tvivl om, hvad jeg ville være, når jeg blev "stor". Siden jeg var 13, har jeg faktisk villet være journalist. Og nu efter 10 år er jeg nået et ganske langt stykke.

Q: Hvor langt et stykke?

A: Tjah. Jeg blev optaget på Danmarks Journalist Højskole, (hvilket den slet ikke hedder mere, men jeg er ret ligeglad, for jeg kan ikke lide det nye navn. Eller det nye logo for den sags skyld) i 2007 og startede på skolen i februar 2008. Her godt halvandet år efter har jeg færdiggjort tre semestre, og jeg har lavet en aftale med Fyns Amtsavis om, at jeg er deres praktikant de næste 18 måneder. Når det er forbi, har jeg et år tilbage, før jeg er uddannet journalist.

Q: Hvad skal du lave de næste 18 måneder?

A: Jeg skal arbejde på Fyn. Wuhu! Det glæder jeg mig til. Mest fordi det ikke er Århus. Og skønt jeg er stedblind, vanedyr og generelt hader at bevæge mig ud af min egen komfortzone, medmindre jeg ser en decideret grund til det, føler jeg alligevel, at jeg kender Århus godt nok til at kunne flytte herfra i et stykke tid uden at gå glip af noget. Jeg flytter til Ærø den første august og skal bo der indtil februar 2010. Derfra skal jeg bo i Svendborg i et år, og så skal jeg hjem til Århus igen. De første seks måneder bliver jeg indsluset i et minisamfund, hvor alle kender alle, og hvor de fleste har en holdning til den skrevne journalistik på øen. De får sikkert også hurtigt en holdning til mig. Og det glæder jeg mig til. Hvad jeg skal lave i Svendborg, ved jeg ikke det store om endnu.

Q: Skriver du altid så meget? Holder du aldrig kæft?

A: Ja. Nej. Jeg har svært ved at begrænse mig, og elsker som sagt at ævle. Derfor de lange, malende og sikkert fjollede tekstbidder. Bær over med mig eller find en anden blog.

Q: Hvorfor denne blog?

A: Fordi det der skal til at ske, er helt nyt for mig. Jeg flyttede hjemmefra for halvandet år siden. Men jeg flyttede ikke væk. Jeg er tæt på både familie og venner, og har samtidig gået på skole. Der har altså ikke været nogen "fare" på "færde". Det hele har været let som en leg. Javist skolen har til tider været hård. Og ja. Det er lidt af en omvæltning, at skulle klare sig helt på egen hånd. Men det har ikke været slemt. Jeg tror ikke, at det bliver "slemt" at flytte til Ærø. Men jeg tror, det bliver en udfordring. En udfordring jeg glæder mig til at tage op. Bloggen er lavet, for at jeg kan komme af med mine tanker om livet som øboer, mine frustrationer som mesterkok og mine indestængte febervilde fantasier om alle de sportsgrene jeg gerne ville mestre. Eller noget.

Nok Q og A.

Jeg "opdagede" først, at jeg snart skal flytte, for en uges tid siden. Jeg var lige kommet hjem fra årets Roskilde Festival, og havde efter et rigtigt bad og søvn i en rigtig seng, lige snakket med min kommende udlejer. Han informerede mig om, at der først er en lejlighed ledig til mig på Ærø fra den første august. Pis. Eftersom jeg ikke har noget at bo i i Århus efter den 23 juli. Men det fiksede mine kære forældre for mig. Onsdag den 15 bliver jeg hentet "hjem". Hjem til mit barndomshjem. Mine ting ryger i garagen, og jeg får min mors kontor indtil vi kan flytte mig ud af Jylland. Dernæst opdagede jeg, at jeg mangler penge. Roskilde koster. Og det gør studenterlivet i Århus også. Jeg er ikke "broke". Men jeg har ikke midlerne til at flytte ret meget mere end mig selv. Og heller ikke flytte mig ret meget længere end ned i midtbyen. Nuvel. Når man har været kunde i den samme bank, siden ens fødsel, er det vel en formsag at låne penge til den slags? Måske. Men ikke for mig.

Jeg troede at det var en formsag. Banken var ikke enig.

Jeg mødte op og bad om et lån. De sendte mig hjem for at lave budget, finde papirer frem og generelt møde op igen. Mere renskuret, mere ydmyg og bedre forberedt på at sælge min sjæl til dem. For at låne et symbolsk beløb. Føj da. Men det burde gå i orden. Jeg skal mødes med min bankrådgiver i morgen mandag, og derfra burde jeg været helt i deres vold. Dernæst skal jeg have opsagt dette dejlige sted. Og have pakket ting i papkasser. Jeg har indkøbt 10 af slagsen, og skal snart igang med at smide hele mit hjem ned i dem. Og af en eller anden grund gider jeg ikke.

Den sidste uge har været en lang bumletur. Jeg glæder mig helt vildt til at skulle starte på et rigtigt arbejde. Det at skrive til rigtige læsere og ikke til en lærer og en censor, bliver helt fantastisk. Jeg glæder mig til at flytte ned til en ø. Et nyt sted. Med nye mennesker. Nye oplevelser. Det bliver også fantastisk. Men det at flytte herfra. Fra mine venner. Min familie. Det glæder jeg mig ikke til. Jeg har et liv i gode rammer her. Jeg sidder ikke indelukket i en lejlighed og sumper på facebook. Ikke hver dag i hvert fald. Jeg spiller fodbold, går til koncerter, taber i Trivial Pursuit og Besserwizzer. Jeg har en social omgangskreds jeg har det sjovt med. Og dem skal jeg også rejse fra. Og det bliver ikke sjovt. Godt at der går tog. Og en enkelt færge. Godt det kun tager cirka seks timer at komme fra Ærø til Århus.

*suk*

Kæft der er langt til Ærø lige pludselig.