Flyttedag

Fra og med i dag vil jeg ikke skrive mere på denne side.

Jeg er i stedet at finde lige her: http://www.pkoch.dk

Det er der flere gode forklaringer på, og måske de er at læse derovre?

Hvem ved.

Anyway - jeg håber, du flytter med.

Savnes: Supersoaker og barnlige somre. Haves: En sur gammel mand der sveder

Kors for en overskrift. Men lad os komme til fadet, så alle sommerelskerne kan få lov at hade mig: Jeg _glæder_ mig, til vejret slår om natten til mandag, og regnen begynder at hærge det ganske danske sommerland. Det er ikke fordi, jeg hader sommeren. Det er mere min krop, der hader sommeren. Eller mit kropstermometer om man vil. For det er jo ikke fordi, det har været voldsomt varmt de sidste par dage. Og sandt at sige har jeg svedt mere førhen. Især i de varmeædende telte på Roskilde Festival de sidste to år, jeg har været afsted.

Jeg ved ikke, hvad der er med mig, men jeg har bare haft det alt for varmt de sidste dage. Det er måske fordi, min krop tror, at det stadig er koldt forår. Eller også er det fordi, det er relativt køligt, når jeg trisser på arbejde men mærkbart varmere, når jeg går hjem. Under alle omstændigheder har jeg haft størstedelen af vinduerne i lejligheden åbne. Altså for to måneder siden. Dengang I andre hundefrøs. Da begyndte jeg at lufte kronisk ud. Mine vinduer har ikke været lukket siden slutningen af April, mens jeg har været hjemme forstås. Jeg er jo ikke idiot.

Og det er her, Supersoakeren kommer ind i billedet. Det var et vandgevær. Et megasejt vandgevær. Jeg, min bror og naboens unger havde alle grundmodellen, der kunne brugte halvliters sodavandsflasker som patroner, og derfor løb man sjældent tør for vand. Jeg mindes, at det var sommer i marts måned dengang. Det var i hvert fald deromkring, man gerne ville have shorts på. Og det ville man fortsat gerne have til engang i slutningen af oktober. Man småfrøs, men man insisterede på, at det altså var sommer.

I den sidste uge har jeg som sagt haft det så varmt, at jeg har håbet på, at den globale opvarmning ville pisse af og en isvinter ville tage over. Nu. Det er irrationelt ad helvede til. Mest fordi jeg ved, at det hele bliver meget bedre, når først min krop har vænnet sig til det gode sommervejr. Jeg elsker stadig sommeren. Flipfloppere, blomstrede shorts og 100 sodavandsis. De trekantede orangesmagende Sun Lollyer, der dræber ganen med kulde og e-numre. Det er herligt.

Men ikke i juni måned. For med den tidlige sommer kommer der 1000 ekstra myg, som elsker mit blod, som min mor gudhjælpemig engang proklamerede, efter en nat hvor jeg var blevet bidt 30(!) gange. På en nat. Møgkryb. Og se. Det er her, problemet opstår: For jeg elsker virkelig sommeren. Lune, lyse nætter der aldrig ender. Fester udendørs. Forkullede hvidløgsflutes og ispinde i tonsvis. Men behøver det være så satans varmt?

Næste station..

"Toget standser kun ved tryk på stopknappen."

Den replik er der kun ét menneske i verden, der kan udtale på den perfekte måde. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, men for at holde det på et letforståeligt plan, kalder jeg hende for DSB-damen.

Jeg ved meget lidt om DSB-damen. Jeg har hørt rygter om, at hun er en skuespillerinde, der er relativt kendt i Danmark. Men jeg synes ikke rigtig, at jeg kan se hende for mig, når hun siger velkommen, minder mig om at huske min bagage og gør mig opmærksom på, at jeg under rejsen kan få mere information om alle mulige ting, skulle jeg føle nødvendigheden opstå.

Men det er ikke derfor, jeg sidder her og skriver om hende. Det er slet og ret på grund af stemmen. For der er et eller andet over den stemme, som jeg har meget svært ved at forklare, og derfor gør jeg selvfølgelig et forsøg.

På mit studie har jeg modtaget lidt stemmetræning udi radiospeak. Vi lærer blandt andet at tale opad. Forstået på den måde, at man kun skal tale, som var der et punktum i teksten, når man er nået til hele tekstens slutning. Ikke sætningens slutning. For læser man op, som normale mennesker gør det, vil man udtale det sidste ord i en sætning på en ret så anderledes måde, end man gør, hvis det er det fjerde ord i en tilfældig sætning.

Jeg blev aldrig selv særlig god til det, men jeg har venner fra skolen, der virkelig var dygtige til det. Det var dem, der i fremtiden måske ender som værter på diverse radioprogrammer. Og gør de det, vil de få lytterne til at høre særligt efter, når de fortæller om et givent emne eller rapporterer fra en tilfældig begivenhed.

En af mine yndlingsspeakere er fra P1's orientering. Jeg har glemt hendes navn, men når hun taler om krig, fred slig og fordragelighed, så lytter jeg rigtig godt efter. Hun er rigtig god til at fortælle, og hun gør også noget andet, som vi også er blevet undervist i, og som bringer os smukt tilbage til DSB-damen: De lægger tryk på bestemte ord for at gøre netop de ord særligt interessante.

I DSB-damens tilfælde er det stop-knappen. Retteligt skal det siges, at hun speaker følgende på en given tur: Næste station - Brunsbøge. Toget standser _kun_ ved tryk på stop_knappen_

Tryk på kun og stopknappen. Jeg er altså ikke i tvivl om, at jeg skal lokalisere en knap og trykke på den, hvis jeg vil af på næste, ret så minimalt udseende, trinbræt.

Ej heller er jeg i tvivl om, hvad der står på knappen, som jeg skal trykke på. Det mest triste ved denne smørre er dog, at jeg ikke er i nærheden af at forklare, hvor fantastisk det lyder, når der bliver sagt stop-knap. Ordet ændrer form, når det bliver udtalt i Desiro-toget, der kører mellem Odense og Svendborg.

Det får en form der midt i toget. Det er et ord, man kan tage og føle på. Det er et godt ord. Et oplysende ord der, udtalt af den rette, professionelle stemme, bliver til mere end bare et informativt miskmask af bogstaver. Det bliver noget svært forklarligt, men let genkendeligt: Følelsen man får, når man opdager et godt ord, er i hvert fald velkendt for mig.

Normalt er det ordet i sig selv, der gør mig glad indeni. Applaudere er for eksempel et af mine absolutte yndlingsord. Sammen med akkuratesse. Og klunke. For at det ikke skal være løgn. De ord er fantastiske at udtale, de ligger godt i munden og de lyder godt, når man siger dem.

Det gør stopknappen ikke. Det ord er der bare. Det er ikke andet end et infoord. Et DSB-ord. Men når det ringer ud af højtalerne i toget og bliver udtalt med det smukke knæk af DSB-damen, er det som sød musik i mine ører.

Mærkeligt er det.

Tyggegummi der knaser

Da jeg var lille, var det lykken, når vi tog til Tyskland. Vi tog afsted med en tom bil og kom hjem igen med favnene fulde af godter, jeg ikke troede, man kunne få andre steder i verden. Dengang betragtede jeg vist mest af alt Tyskland som værende et stort supermarked.

Jeg anede ikke, at de engang var uvenner med store dele af verden grundet et eller andet malerkursus, til gengæld havde de slik. Uanede mænger af slik. Og sodavand. Dengang var jeg ikke interesseret i alkohol eller røgtobak, så det var min mor, der købte billige øl og min far, der hjemkøbte sig små blå dåser med en løve af en art udenpå.

Min mor syntes, at det stank, men jeg kunne nu godt lide det. Det var en tryg duft, der kom derfra.

Men nok om det. Jeg købte jo slik. Dåser med hollandsk, sejt lakrids. CD'æsker med besk vingummi. Chokoladecigaretter - som jeg for det meste åd med papir. Og så var der de rigtig freaky ting: Vingummiburgerne for eksempel. Man kunne få boller, bøffer og grøntsager og så ellers skabe sig sit helt eget freakshow af en sukkerklump, der gav mavepine flere dage efter indtagelse. Det var himmelsk.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg havde været i Fakta. Jeg havde købt en pose chokofanter, og sad og tyggede i dem, mens jeg læste i en af de alt for mange bøger, jeg har hjemme fra det lokale bibliotek. Jeg kom i tanker om, hvor kunstigt det meste slik smager. Og med det meste er det vel alting. Den anden dag så jeg økologiske vingummibamser på mit lokale apotek. Det giver slet ingen mening hos mig, at man kan lave noget så kunstigt ud af 100% økologiske materialer. Og chokofanter smager af sukker med mere sukker. Det er virkelig harskt.

Det det samme med tyggegummi. Ikke det, vi "voksne" spiser på dage, hvor vi er bange for, at vi har dårlig ånde. Næh bobletyggegummi. Det seje snask, man spiste fem eller seks stykker af og blæste bobler så store som ens eget hoved. Det købte jeg for ikke så længe siden og hold da fest et E-nummerchok. Jeg kunne heller ikke blæse særligt store bobler alligevel. Det er absolut ikke som at køre på cykel.

Som i øvrigt er blevet forhekset. (Min cykel altså) For efter jeg skrev om gearets fortræffeligheder, er det selvfølgelig gået i smadder. Men jeg kan selv lave det!

Jeg har fundet en guide på nettet og alt muligt. Det skal nok gå godt. For en knægt fra forstaden, hvis yndlingsværktøj altid har været knibtangen, fordi det var relativt nemt at trække rustne søm ud af store træklodser.

Gear og cykellir

Jeg har altid været glad for at cykle. Jeg er i elendig form, og jeg tager de fleste bakker i sløvt siddende tempo. Hvis det er helt galt, trækker jeg gerne cyklen. Men jeg er glad for at cykle alligevel. Først og fremmest går det jo ganske hurtigt, specielt ligeud og nedad bakke, men samtidig er jeg vildt fascineret af mekanikken bag en cykel. Ikke at jeg fatter ret meget af den. For det gør jeg ikke.

Hjulet for eksempel. Eller nærmere dækket og slangen. Slangen er sort og ondsindet. Den lugter grufuldt af gummi, og når der er hul på den, kan man gerne spytte på den, der hvor man tror, den er punkteret. Så bobler det lystigt og man kommer til det næste fantastiske projekt: Lapningen. Slangen får lige en skive permanemt plastik på, der bruger noget lim, man skal sørge for ikke få på sine pianistfingre. Uha.

Men min største fascination er at finde i gearene. Jeg har ingen idé om, hvordan gear virker, men jeg ved, at min far insisterede på, at jeg skulle have indvendige gear, så længe han skulle rode med min cykel. Hvilket han stadig gør. Men okay. Jeg er jo kun 24 år gammel. Der her den anden dag pumpede min cykel helt selv. Men det er en anden historie. Gear i hvert fald.

Problemet med de indvendige er jo, at der ikke er en hat at se på sådan nogle. Det hele foregår, grundet navnet, indeni cyklen, så det eneste, jeg har set min far gøre ved mine gear på mine cykler var, at han trak lidt i en metallingende stang. Hvad det gjorde godt for, aner jeg ikke. Men det virkede.

Og så er der selve cyklen. Jeg har haft en del. En af mine første cykler var en BMX-cykel, som jeg ikke lavede nogen tricks med. Men den var skæg at køre på bane med. Vi havde en bane på min SFO, og der hjulede jeg så rundt med de andre cykelfreak og praktiserende drastige hop, skarpe sving og "hop af cyklen i fuld fart, det er jo ikke dig, der skal lave den, når den går i stykker"-legen. En sjov leg var det.

Omkring mine 14 år fik jeg mig mit livs cykel. Sort og slank. Med fjedrende forgaffel, fem gear og horn man holdt på, når det gik gadagung igennem skoven. Min far revsede mig for det ønske. For skønt cyklen havde indvendige gear, mente han alligevel, at jeg ville få mere glæde - på den lange bane - ud af en cykel i mere klassisk snit. Herrecykel. Røvkedelig for en teenager.

I dag? Ja i dag har jeg en fantastisk rød bedstemorcykel, som har stået min far i noget der minder om en funklende 100kr seddel. Se. Den fine sorte, slanke cykel gik selvfølgelig i stykker. I øvrigt voksede jeg fra den efter få år og lignede derfor en permanent kæmpe på en barnecykel.

Den nye cykel er stor og tung. Den er rød og har kun fjedre i sædet, som man til gengæld sidder jævnt godt på. Den har kun tre gear, den piver, når vi kører på noget, der minder om en grusvej. Men jeg elsker den cykel.

Jeg elsker den højere end alle de andre cykler. Og nok engang fik min kære far ret: På den lange bane er denne cykel den, jeg finder mest glæde i. Men engang imellem savner jeg nu BMX'eren. Det kunne jo være, at jeg kunne hoppe endnu længere i dag, end jeg kunne dengang.

Ostemand med hvide løg og spejedreng

Jeg var et kræsent barn. Det er vist blevet slået fast mere end én gang. Derfor er det også en succes for mig, hver gang jeg tør binde mig an med noget nyt. Der var nemlig engang, hvor jeg ikke kunne "lide" smeltet ost. Præcis hvornår jeg bildte mig selv det ind første gang, er gået tabt i glemslens tåger, men faktum er, at jeg igennem ikke bare min barndom, men også en del af min teenagetid, nægtede at spise mad med smeltet ost.

Men det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide ost generelt. Jeg var, og er, rigtig glad for ost på rugbrød - mens skimmelost og brier også har det fået til at vænne sig i maven på mig. For kort tid siden smagte jeg så brie, og fandt ud af, at det da er ganske himmelsk. Pikantost kunne jeg heller ikke fordrage. Eller jo. Når det var i "frøsnappere" som birkesbrød snoet omkring pikantost hed hos vores bager, så åd jeg dem. Og min kære mor nænnede aldrig at fortælle mig, at det jeg åd med glæde, var det samme jeg nægtede at smage på ved søndagsmorgenbordet.

Det rigtig fjollede er, at jeg også kunne lide klam ost. Den cirkulære runde sag, der består af affaldsprodukter åd jeg med glæde. Og Lillebror Ost. I alle afskygninger. Den største hån imod ost, der blev solgt til børn for at være mildt, men intet havde med ost at gøre. Det elskede jeg. Jeg stakkel. Men smelteost? Ad blev der sagt dengang.!

Det værende sig pizza. I stedet for pizza fik jeg burger (uden ost - kommer senere), hotdogs eller den personlige favorit, der den dag i dag stadig holder: Grillkylling med fritter. Lasagne i mit hjem blev serveret for mig uden revet ost på toppen og ja, når vi var på Mc Donalds fik jeg i alt for mange år et happy meal, fordi det var den eneste menu, man kunne få uden ost, hvis man altså ville have en burger med ko.

En enkelt gang forsøgte min mor at købe Nuggets til mig istedet. En spise, jeg i dag kan æde uhæmmede mængder af. Dengang ødelagde jeg den gode stemning ved skabagtigt at nægte at spise det, der blev serveret for mig.

Som tiden gik blev det mere og mere søgt. Jeg bestilte min mad uden ost, hvis den som standard var lavet med ost, og mine venner gloede. De kunne ikke fatte, hvordan jeg kunne spise en burger til 10 kroner uden ost på. Og den dag, hvor jeg endelig tog mig sammen og smagte mig en cheeseburger, fortrød jeg straks alle fordomme og hæmninger, der har præget mig i alt for mange år.

Så til alle jer, der har ventet længe på, at min mad blev færdig, så vi kunne spise sammen: Undskyld.

I går gik jeg så all in på ostemand og købte mig i Fakta et stykke rød cheddar til 20 kroner. To skiver af denne spise blev lagt ovenpå hver af de bøffer, jeg var igang med at stege til mine hjemmelavede burgere. Og øj hvor det smager. Det er sjovt at tænke på, at noget så lækkert engang har givet mig kvalme.

Som tillægstid kan jeg da tilføje, at min morgenmad idag består af rugbrødsmad med hjemmeskåret hvidløgsspegepølse. Engang skulle spegepølse være giftigt rødt og hedde 3stjernet. Ak ja. Som tiden går.

PS: Nye billeder!

Det ta'r kun fem minutter - og hvem fandt så på det?

Jeg kan ikke huske, hvornår Fakta først begyndte at reklamere med det slogan, alle vel efterhånden kender. Ej heller husker jeg, hvornår de udvidede bølgen til TV-spots og gennemdesignede indslag i deres tilbudshæfter. Men jeg kan huske, at jeg altid har været enormt fascinerende af reklamerne - af flere årsager.

Først og fremmest finder jeg reklamer enormt spændende helt generelt. De fleste reklamer, der kører på TV, er desværre nok så irriterende, men der er heldigvis dem, der skiller sig ud. Personligt er jeg glad for DSB's reklamer med Harry og ham der mennesket. Jeg grinede også højt af spis mere fisk reklamerne med Minna og Gunnar. både da de kørte første gang, og nu hvor de er blevet genindsat på TV. Fakta-reklamerne har jeg altid fundet gennemtænkte og veludførte, men der er nok en grund til, at jeg er mere end almindeligt imponeret over dem. Eller var.

For da jeg var yngre, var jeg sikker på, at de medarbejdere, der blev citeret for at sige de forskellige mærkelige, finurlige ting, var rigtige medarbejdere. Jeg havde altid troet, at det var kassedamen og flaskedrengen, der i et oplyst øjeblik gik til chefen med den idé, der senere blev til en helsides reklame for økologi eller et slogan, der sidder godt fast hos de fleste danskere.

Hvis det er tilfældet, er det desværre fløjet helt hen over hovedet på mig, hvor man gik hen med den geniale idé. Sagen er jo den, at jeg selv har arbejdet i Fakta. Og da jeg idag var ude at handle ind, gik jeg forbi deres store "Det tager kun fem minutter"-skilt. Det smilende ansigt tilhørte angiveligt en sød Faktapige, hvis navn jeg har glemt. Det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er, at jeg, da jeg blev ansat i Fakta, levede i illusionen om, at det var "os" der udarbejdede idéerne.

Det tror jeg desværre ikke længere. Jeg tror, at en barndomsillusion for altid er bristet indeni mig, og jeg må desværre erkende, at det er nogle kloge marketingsfolk i jakkesætter og med lange akademiske uddannelser bag sig, der udtænker den slags ting og ikke mig i slidte jeans, morgenhår og krøllet t-shirt med et stort femtal på ryggen.